Kapitel 13
Svar
Kategoriarkiv: Brudstykker
10. decembertekst
Kapitel 12 brudstykke 5
November 2015
Det var ansigtet fra hendes drøm. Det var ham. Ansigtet kiggede op på hende igennem vandet. Hun bøjede sig ned mod spanden, og betragtede ansigtet. Hvem er du? hviskede hun. Hans mund bevægede sig, men lyden trængte ikke op til hende, ordene blev under vandets overflade, han ville hende noget. Han vækkede en masse sælsomme følelser i hende. Det var meget tåget nu. Laura havde helt glemt kvinden, og ville rejse sig, men tumlede om på jorden, som om nogen skubbede hende. Det hele gik så stærkt. Tågen var næsten borte. Kvinden var ingen steder at se. Laura sad nogen tid på jorden midt i sneen. Der løb en kuldegysning nedad ryggen på hende, som havde knust is fundet ind i hendes rygrad. Hendes krop var i en slags choktilstand. Hendes vejrtækning var anspændt. Hvem var han? Hvorfor ville han i kontakt med hende? Hvad var det der satte dem i forbindelse med hinanden? Hun følte sig utilpas, og var meget mat i kroppen. Det havde været et voldsomt syn, så uvirkeligt, og alligevel vidste hun, at hans øjne havde set direkte på hende op igennem det mørke spejlblanke vand. Det spændte i hendes bryst. Hun sank, tågen fortog sig helt. Værftbygningen som hun kunne se hen på derfra, hvor hun sad, virkede lige pludselig meget voldsom og skræmmende. Hendes blik blev igen fanget af de 3 graners silhuetter, de synes pludselig endnu større end før. De tårnede sig uhyggelige uvirkelige op. Laura tænkte: – Hvorfor fulgte jeg de spor? Hun sad stadig i den kolde sne. I tanker tog hun hånden op til munden, hun kom til at bide sig selv i den ene kno, det gjorde ligesom hun kom til sig selv. Hun var virkelig bange, ingen kunne fatte hvor bange hun var. Laura dirrede over hele kroppen af frygt og kulde…
9. decembertekst
Kapitel 12 brudstykke 4
November 2015
Kvinden rakte hende kruset. Laura rejste sig, og tog imod det. Væsken var kogende varm. Selvom blomsterne havde været lilla, var væsken svagt gullig. Laura satte sig igen. Tøvende så hun ned i kruset. – Det er bare te, du kan roligt drikke den, sagde kvinden på én gang blidt og insisterende. Laura nikkede. Og tænkte: Bare te? Skal jeg løbe væk? Omvendt var hun nysgerrig. Hun førte kruset til munden. Det brændte en smule på hendes læber. Hun smagte forsigtigt på teen, som på en gang smagte sødeligt og surt, kogende varmt men alligevel koldt, stærkt krydret men samtidig mildt. Laura sank, og tog igen kruset til munden, snart havde hun drukket hver en dråbe. Et øjeblik sad hun bare, og så ind i petroleumslampens skær. Hun havde en varm følelse i kroppen efter at have indtaget drikken. Kvinden gik ud af rummet. Laura rejste sig, hun var ør i hovedet, men fulgte efter kvinden. De kom udenfor igen. Det var blevet tåget. Lauras blik blev fanget af 3 graners mørke silhuetter. Al ting synes pludselig så uvirkeligt for hende. Kvinden spejdede et øjeblik ud over det blikstille mørke havvand, som overvejede hun noget en ekstra gang. – Kom, sagde kvinden, og gjorde et kast med hovedet imod en sort spand der stod på jorden. Laura gik med over til den. Hun satte sig på hug, og så ned i den. Vandet deri var af en eller anden grund ikke frosset til is, selvom der lige var faldet sne. Vandoverfladen var spejlblank og næsten sort, kun farvet en anelse af fuldmånens skær. I spanden tonede et utydeligt ansigt frem…
7. decembertekst
Kapitel 12 brudstykke 2
November år 2015
Gad vide hvem der egentligt ejede huset? tænkte Laura. Hun vendte sig, og så ud på vandet. Det var skumring. Da hun igen vendte sig, fór hun sammen. Der sad en ung kvinde på bænken ved siden af huset. Hun var køn, men der var noget der ikke stemte overens. Hendes lange hår var helt hvidt, og hun så ikke ud til at være andet end en anelse ældre end Laura, som trak sig en smule baglæns. Hun genkendte ikke kvindeansigtet som et af dem der normalt færdes på stien. Hvem var hun? Hvad var det her? Kvinden så indgående på Laura. Laura betragtede hende, og var på en gang bange og nysgerrig. Der var noget dejligt, noget mildt over hende, men på samme tid havde hun et meget mørkt blik…
5. decembertekst
Yndlingscitat i dag
Keep it simpel
4. decembertekst
Kapitel 11 brudstykke 2
November år 1915
– Vi skal mødes du og jeg. Han messer ordene, men ingenting hjælper det. – Der er noget vi skal løse sammen. Han gør sig umage med at forme hvert ord, han taler højere og mere tydeligt. Han kan se på hende, at hans stemme ikke trænger igennem glasset. Nu lægger hun først den ene hånd imod glasvæggen, og så øret. Han kan se hvordan hun maser, som om hun forsøger, at bryde den gennemsigtige mur. Han kan se hvordan blodet presses væk, øret og hånden mister farven, og bliver let rødligt i kanten, fordi hun presser så hårdt. Men nu kommer der en revne i glasset, små veje forgrener sig i uforudsigelige ruter og glasvæggen er brudt…
1. decembertekst
Kapitel 7
Brudstykke 2 fra kapitel 7
Oktober år 2015
Jeg var i god tid, for jeg skulle først møde sent i skole, derfor besluttede jeg at trække cyklen langs vandet. Den sædvanlige rute, nedad vejen til venstre, ud på asfaltstykket. Forbi første værft. Jeg nåede hurtigt hen til det lille fiskerhus, hvor jeg stillede cyklen fra mig. Huset var sort bygget af træ. En båd med bunden i vejret udgjorde det for taget. Vinduerne var malet hvide. Jeg overvejede om der var noget særligt derinde, huset var altid aflåst med en mellemstor hængelås på døren. Jeg tog mit spejlreflekskamera op af tasken, og satte mig på bænken ved siden af huset. Man opdagede næsten altid nye detaljer igennem kameraet. Jeg tog linsecapen af og tændte det, derpå fangede jeg en bådebro og havet. Jeg drejede kroppen og kameraet. Søgte rundt. Jeg zoomede ind på hængelåsen, hvor en fed edderkop havde skabt et edderkoppespind. Jeg knipsede et par billeder, og pakkede kameraet væk igen. To vildgæs fløj henover hovedet på mig. Solen brød igennem skydækket, og der red sølvstjerner på bølgerne, indeni mig skyllede bølger af rastløshed rundt, med voldsom kraft. Hvad er mit egentlige mål? tænkte jeg, og plukkede et hyben, trykkede på det, det åbnede sig, så man kunne se kernerne. Jeg kiggede på fiskerhuset. Jeg smed hybenet fra mig og rejste mig. Jeg kiggede ind af det runde vindue i døren. Vinduet var mat af støv, og der var spindelvæv på det ligesom på de andre to ruder. Spindelvævet klæbede til mit pandehår, det ramte panden og næsen. Jeg lod hånden glide over ansigtet i en hurtig bevægelse og fjernede spindet. Jeg kunne ikke se så meget igennem ruden, der var mørkt derinde. Jeg flyttede mig hen til det højre vindue, her igennem kunne jeg skimte et billede af forskellige knob, en bunke med fiskenet, et reb, en grøn termojakke og nogle fender. Jeg trådte et skridt tilbage. Noget bevægede sig inde bag ruden. Var der nogen derinde?
Kapitel 6
Brudstykke fra kapitel 6
Oktober år 1915
Jonathan tog tekruset med sig, og satte sig ned til vandkanten. Klokken var omkring 19. Det var helt mørkt. Han kiggede på månen. En gådefuld lysende kugle, der kastede genskin fra sig som ramte vandets mørke og spejlblanke overflade. Lille Klump kom helt hen til ham og kiggede op på ham. pindsvinet var endnu ikke gået i dvale i sin rede under træstammen. Det undrede Jonathan, at det ikke var faldet til ro endnu. Han vidste, at vinterdvalen er en meget dyb og vigtig søvn ledsaget af dybdegående ændringer i dyrets fysiologi. Hjerteslaget falder fra 180 slag i minuttet til 20 slag eller mindre. Vejrtrækningen ophører næsten helt og legemestemperaturen daler stærkt. Han blev et øjeblik bekymret for, om der var noget galt med Lille klump. Han tænkte på, at han måtte vente lidt med at sætte åleruser, som han altid satte 3 dage efter fuldmåne, det var der ålene trak. Ålene bevægede sig altid om natten, det gjorde han også selv nogen gange, han nægtede nemlig at betale for at sætte bundgarn og åleruser ud for husmandsstederne, som man ellers skulle. Derfor sejlede han ofte ud og satte åleruser, når natten var faldet på. Hybenrosernes stærkt rosa blade der tidligere havde dækket områder af jorden, var erstattet af svagt gule blade. Det var klamt og køligt i luften. Jonathan gik tilbage og kravlede ind i hulen, hvor han følte sig tryg.Tryg ved at sove i naturen, på hans egen ø. Han lagde sig ned under det varme tæppe. Han faldt hurtigt i en dyb søvn…