Kapitel 19

IMG_2269 (4)

Kapitel 19

Februar 2016. Brudstykke 1

Laura gik ud på altanen. Solen og skyerne delte sig ud på himlen i lysende uldne stykker. Rim havde klædt græsset i en hvid og funklende vinterdragt, og skoven længere borte var sort. Så sort. Og måske netop derfor føltes lyset virkeligt godt. En fuldendt scene fordi det hele var så flygtigt, og aldrig ville se præcist sådan ud igen. Det var som solen viste alle farver, og som om solen fik hende til at drømme. Det var som solen gjorde, at hun fik lyst til at kysse hele verden. Solen skruede mere og mere op for lyset. Genboens sorte pæretræ blev belyst bagfra, imens fugle bevægede sig over hende, og de var tættere på himlen end hende, selvom solen næsten bragte himlen helt ned mod jorden lige nu. Det her var en dag, hvor alt kunne ske…

Kapitel 19

Februar 2016. Brudstykke 2

Hun sank, og så ind i den underjordiske tunnel.

– Er det den eneste vej? spurgte hun.

– Det er den eneste vej, som jeg kender, der kan føre dig dertil. Laura så væk fra den mørke åbning, og rynkede brynene. Ligesom inden hun var gået med Valdemar ind i huset, havde hun en fornemmelse af noget større. Hun havde en mission, med en dybere mening. Der var kun den vej, altså måtte hun følge den vej. Valdemar greb hendes hånd. Han knugede den. Hårdt.

– Der er meget mørkt Laura, men jeg tror du har styrken til at følge vejen. Nogle veje skal man gå alene. Jeg venter på dig her. Laura nikkede. Knugede hans hånd tilbage, slap den så. Derpå lagde hun sig på knæ, tunnelen var for alt for lav til, at hun kunne gå, selvom hun bøjede sig ned. Hun begyndte at bevæge sig fremad på alle fire. Hun flyttede venstre hånd ned på den kolde klæge jord, så højre knæ, højre hånd, venstre knæ. Langsomt. Prøvende. Hun kravlede dybere og dybere ind i tunnelen…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *