7. decembertekst

Kapitel 12 brudstykke 2

November år 2015

Gad vide hvem der egentligt ejede huset? tænkte Laura. Hun vendte sig, og så ud på vandet. Det var skumring. Da hun igen vendte sig, fór hun sammen. Der sad en ung kvinde på bænken ved siden af huset. Hun var køn, men der var noget der ikke stemte overens. Hendes lange hår var helt hvidt, og hun så ikke ud til at være andet end en anelse ældre end Laura, som trak sig en smule baglæns. Hun genkendte ikke kvindeansigtet som et af dem der normalt færdes på stien. Hvem var hun? Hvad var det her? Kvinden så indgående på Laura. Laura betragtede hende, og var på en gang bange og nysgerrig. Der var noget dejligt, noget mildt over hende, men på samme tid havde hun et meget mørkt blik. Kvinden rejste sig og åbnede døren helt indtil det lille fiskerhus. Hun stillede sig i døråbningen, og begyndte at tale. Laura bemærkede det med det samme, måden hun talte på, var klingende, som havde hun en ukendt svensk dialekt. Det var ligesom hun sang, når hun talte. Der var noget i ordene og stemmen der forførte. – Kom med, sagde hun, og rystede det lange hvide hår, hun gentog ordene – Kom med. Laura tøvede. I det samme føg en sætning som Lucy tit havde sagt, igennem hendes hoved: – Spring derud hvor det er dybest…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.