Kapitel 20
Laura kunne intet se. Det var så mørkt. Hun kunne mærke den kølige jord mod knæ og hænder. Jordfladen under hende virkede ensartet, derfor satte hun tempoet en smule op, hun øgede det gradvist. Laura lyttede. Der var ganske stille. Hun kunne høre sit eget åndedræt. En lun underjordisk vind bevægede sig omkring hendes krop, og blæste hendes hår bagud. Hun fik en tung hovedpine, som pressede nogen på hendes pande og baghoved, som havde nogen grebet om hendes hoved, og ville presse det i stykker. Hun lyttede igen. Det eneste hun kunne høre, var hendes eget hjertes dunken. Tunnelen blev nu lavere, og hun måttet mave sig af sted. Af en eller anden grund kom hun til at tænke på en sommerdag, hvor hun havde passet Myra og hendes lillesøster Silja. De havde stået nede ved vandet. Silja som var 3 år, spejdede udover havet, og havde med ryggen til spurgt:
– Hvad er mennesker lavet af? Da Laura ikke svarede med det samme, vende Silja sig om, kiggede op på Laura med store alvorlige øjne, hun gentog:
– Hvad er mennesker lavet af?