Kapitel 20

IMG_6325 (3)

Kapitel 20

Laura kunne intet se. Det var så mørkt. Hun kunne mærke den kølige jord mod knæ og hænder. Jordfladen under hende virkede ensartet, derfor satte hun tempoet en smule op, hun øgede det gradvist. Laura lyttede. Der var ganske stille. Hun kunne høre sit eget åndedræt. En lun underjordisk vind bevægede sig omkring hendes krop, og blæste hendes hår bagud. Hun fik en tung hovedpine, som pressede nogen på hendes pande og baghoved, som havde nogen grebet om hendes hoved, og ville presse det i stykker. Hun lyttede igen. Det eneste hun kunne høre, var hendes eget hjertes dunken. Tunnelen blev nu lavere, og hun måttet mave sig af sted. Af en eller anden grund kom hun til at tænke på en sommerdag, hvor hun havde passet Myra og hendes lillesøster Silja. De havde stået nede ved vandet. Silja som var 3 år, spejdede udover havet, og havde med ryggen til spurgt:

– Hvad er mennesker lavet af? Da Laura ikke svarede med det samme, vende Silja sig om, kiggede op på Laura med store alvorlige øjne, hun gentog:

– Hvad er mennesker lavet af?

Kapitel 19

IMG_2269 (4)

Kapitel 19

Februar 2016. Brudstykke 1

Laura gik ud på altanen. Solen og skyerne delte sig ud på himlen i lysende uldne stykker. Rim havde klædt græsset i en hvid og funklende vinterdragt, og skoven længere borte var sort. Så sort. Og måske netop derfor føltes lyset virkeligt godt. En fuldendt scene fordi det hele var så flygtigt, og aldrig ville se præcist sådan ud igen. Det var som solen viste alle farver, og som om solen fik hende til at drømme. Det var som solen gjorde, at hun fik lyst til at kysse hele verden. Solen skruede mere og mere op for lyset. Genboens sorte pæretræ blev belyst bagfra, imens fugle bevægede sig over hende, og de var tættere på himlen end hende, selvom solen næsten bragte himlen helt ned mod jorden lige nu. Det her var en dag, hvor alt kunne ske…

Kapitel 19

Februar 2016. Brudstykke 2

Hun sank, og så ind i den underjordiske tunnel.

– Er det den eneste vej? spurgte hun.

– Det er den eneste vej, som jeg kender, der kan føre dig dertil. Laura så væk fra den mørke åbning, og rynkede brynene. Ligesom inden hun var gået med Valdemar ind i huset, havde hun en fornemmelse af noget større. Hun havde en mission, med en dybere mening. Der var kun den vej, altså måtte hun følge den vej. Valdemar greb hendes hånd. Han knugede den. Hårdt.

– Der er meget mørkt Laura, men jeg tror du har styrken til at følge vejen. Nogle veje skal man gå alene. Jeg venter på dig her. Laura nikkede. Knugede hans hånd tilbage, slap den så. Derpå lagde hun sig på knæ, tunnelen var for alt for lav til, at hun kunne gå, selvom hun bøjede sig ned. Hun begyndte at bevæge sig fremad på alle fire. Hun flyttede venstre hånd ned på den kolde klæge jord, så højre knæ, højre hånd, venstre knæ. Langsomt. Prøvende. Hun kravlede dybere og dybere ind i tunnelen…

 

Skriveboble

IMG_2271 (4)

Dagens ord er:

Skriveboble

SKRIVEBOBLE

S K R I V E B O B L E

Jeg arbejder på Glasvæggen blandt andet ud fra feedback fra dramaturg Karen Ravnsted-Larsen. Jeg meget glad for hendes kommentarer og spørgsmål til Glasvæggen. Jeg ved at det er blevet Kill-darlings-tid, der skal luges ud i mit manuskript, jeg skal skære indtil benet. Hvor skal min roman præcis bevæge sig hen? Hvad er det helt konkret jeg vil med bogen? Jeg synes det er svært og kæmper i øjeblikket med manuskriptet.

Skrivekrise

IMG_2249 (4)

Dagens ord har i nogle uger været:

Skrivekrise

SKRIVEKRISE

S K R I V E K R I S E

Jeg har ikke nok tid til at skrive i for tiden. Glasvæggen forgrener sig i mange retninger, og deler sig i flere tider. Hvordan samler jeg de løse ender bedst muligt? Hvordan luger jeg bedst muligt ud i overflødige ord og unødvendige passager? Og er jeg i stand til at luge grundigt ud i manuskriptet generelt set? Er jeg i stand til at samle historien? Hvad er det dybest set, at jeg vil med min fortælling? Æder bloggen, den skrivetid, som skulle gå til Glasvæggen? Eller giver bloggen skrivedrive? Hvor skal hele romanprojektet føre hen? Og hvad er meningen med, at jeg skriver den her roman? Hvorfor skriver jeg den overhovedet? What is it all about? Findes der en deadline for, hvor lang tid man må skrive på en roman? Skaber det forvirring at have flere øjne på manuskriptet i processen? Hvornår er tiden inde til, at jeg skal sende manuskriptet til et forlag?

Jeg håber skrivekrisen er flygtig. Hjertelig tak til alle der har hjulpet og givet inspiration undervejs i processen. Hjertelig tak til alle der følger med på bloggen. Lige meget hvad, har Glasvæggen-projektet bragt mange gode ting med sig indtil nu:

Gode menneskemøder. Lærerige svar. Spændende samtaler. Mange refleksioner. Magiske ture ud i naturen med en pen i hånden. Eventyrlige ture ud i livet med et kamera i hånden. Rejser ud i verden med åbne sanser. Et frirum hvor alt kan opstå. Energi. Vild, vild energi. Når det hele er i flow, er det verdens bedste leg. Jeg håber det er en energi, der kan skinne igennem i romanen når den på et tidspunkt er helstøbt og, at energien kan smitte ud i verden i gode ekkoer!

TAK!

Kh Nanna