Article Thurineren

Forside-THURINER til blog nu

Front page and excerpt from Thurineren, October 2015

By Christian Dan Jensen, Thurineren:

”The smell of wild roses and sea water mingled with the beauty of late summer and a touch of melancholia. I walked down the pea gravel paved path. White sails shone bright against the evening blue sea. It was one of those unusually lovely evenings of late August in which you would want to immerse yourself.”

Thus begins chapter 1 of the coming novel, The Glass Wall, by Nanna Grønbech Petersen. And how do I know that, since the book has not been published yet? I know it because its author has chosen to share excerpts from her new book during its process on her blog, blog.ngpart.com, that she has named: The Glass Wall – a Novel in the making. – For me, it is a whole new way of working creatively; Sharing my considerations and ideas during the process of my new novel, The Glass Wall, says Nanna Grønbech Petersen.

The Glass Wall is the second novel by Nanna Grønbech Petersen. Prior to this, her Fantasy Children’s book: Magda on the Planet of the Dragons, has been published, this is about a girl called Magda, who feels let down by her parents who fight all the time and are too busy with their work. But then one night, she meets the young dragon, Dragild, and together they travel to the planet of the dragons. A good book, which is also about friendships and about remembering the true and good values in life, about love, imagination, being present, and spending time together. Her new novel, which she herself describes as ‘Magical Realism’, is very much inspired by the somewhat odd and twisted surroundings. There is no fixed date for when The Glass Wall needs to be done and ready for publication. But if you follow the process on the blog, where both images and text  reveal the author’s thoughts about the contents of this novel, it may be hard to wait…

 

Excerpt from chapter 7

20150925_134517 (2)

October Year 2015 

I had some time on my hand for I did not have to be in school until later, that is why I decided to walk with my bike along the water. The usual route, down the road  to the left, out on the patch of asphalt. Past the first ship yard. I soon reached the small fisherman’s hut, where I parked my bike. The house was black and made out of wood. A boat turned upside down was used for the roof. The windows were painted white. I wondered if there was something special inside the house which was always locked up with a rather big padlock on the door. I got my SLR camera out of the bag, and sat down on the bench beside the house. There were always new things to be discovered through the camera. I removed the cap from the lens and turned it on, then I caught a boat bridge and the sea. I turned around with the camera. Looked around. I zoomed in on the padlock, where a big spider had created its cobweb. I shot a few pictures, and put the camera away again. Two wild geese flew past me above my head. The sun broke through the clouds, and silver stars flickered on the waves, waves of restlessness poured over me with a great force. What is my true goal? I wondered, and picked a rose-hip, squeezed it open making  its seeds appear. I looked at the fisherman’s hut. I threw away the rose-hip and got up. I looked in through the round window in the door. The window was matt from dust and there were cobwebs on it as on the other two windows. The cobweb stuck to my fringe, it caught my forehead and nose. I stroked my face in one swift movement and removed the web. I could not see much through the small window, it was dark inside. I went to the window on the right, through this I could make out a picture of different knots, a bunch of fishing nets, a rope, a green thermal jacket, and some fenders. I took one step back. Something moved inside behind the window. Was there someone inside?

 

9. decembertekst

20151107_165547 (2)

Kapitel 12 brudstykke 4

November 2015

Kvinden rakte hende kruset. Laura rejste sig, og tog imod det. Væsken var kogende varm. Selvom blomsterne havde været lilla, var væsken svagt gullig. Laura satte sig igen. Tøvende så hun ned i kruset. – Det er bare te, du kan roligt drikke den, sagde kvinden på én gang blidt og insisterende. Laura nikkede. Og tænkte: Bare te? Skal jeg løbe væk? Omvendt var hun nysgerrig. Hun førte kruset til munden. Det brændte en smule på hendes læber. Hun smagte forsigtigt på teen, som på en gang smagte sødeligt og surt, kogende varmt men alligevel koldt, stærkt krydret men samtidig mildt. Laura sank, og tog igen kruset til munden, snart havde hun drukket hver en dråbe. Et øjeblik sad hun bare, og så ind i petroleumslampens skær. Hun havde en varm følelse i kroppen efter at have indtaget drikken. Kvinden gik ud af rummet. Laura rejste sig, hun var ør i hovedet, men fulgte efter kvinden. De kom udenfor igen. Det var blevet tåget. Lauras blik blev fanget af 3 graners mørke silhuetter. Al ting synes pludselig så uvirkeligt for hende. Kvinden spejdede et øjeblik ud over det blikstille mørke havvand, som overvejede hun noget en ekstra gang. – Kom, sagde kvinden, og gjorde et kast med hovedet imod en sort spand der stod på jorden. Laura gik med over til den. Hun satte sig på hug, og så ned i den. Vandet deri var af en eller anden grund ikke frosset til is, selvom der lige var faldet sne. Vandoverfladen var spejlblank og næsten sort, kun farvet en anelse af fuldmånens skær. I spanden tonede et utydeligt ansigt frem…

Kapitel 10

IMG_1704

Okay, jeg ved endnu ikke, hvad den endelige fortællemåde bliver, men nu prøver jeg noget af. Jeg skifter fra jeg-fortæller til alvidende fortæller hele vejen igennem. Jeg ser nogle plusser i begge fortællemåder.

Kapitel 10 brudstykke 1

Oktober år 2015

Laura løb ned i skoven. De rødbrune blade raslede hver gang, hendes løbesko taktfast ramte jorden. Efteråret havde altid været den årstid, som hun mindst brød sig om, men det havde været mildt indtil nu, mange farver, ikke megen blæst. Hun satte tempoet op.

Da hun efter lang tid med højt tempo endelig standsede inde i trætunnelen, tjekkede hun distancen på telefonen, hun havde løbet 11 kilometer. Laura så over på øen med alle fuglene og de døde træer. Det var som at kigge ind i et eventyr. Solen kastede guddommeligt lys fra sig. Tågedis i skønne hemmelighedsfulde slør gjorde øen dragende. Hun faldt et øjeblik i staver over det smukke syn. En flaksende lyd over trætunnelen, fik hende til at se op…

 

Foto Peter Steinmetz

Peter fugl

Peter Steinmetz er en virkelig god fotograf. Jeg synes, at billedet han har skabt her, er meget inspirerende og mystisk. Jeg har skrevet en tekst til Glasvæggen ud fra det, læs et uddrag nedenfor:

Brudstykke fra kapitel 9

Oktober år 1915

Jonathan åbnede bøtten med terpentin, det lugtede kraftigt, han rengjorde penslen omhyggeligt. I det samme hørte han noget flakse bag sig. Han vendte sig om i et pludselig ryk, stadig med penslen i hånden. Noget bevægede sig i luften længere borte. Hvad var det? Var det en fugl? Der opstod pludselig en tågedis. Jonathan kneb øjnene sammen. Han havde troet, at han kendte alle fuglene i området, men ikke den her. Den var abnormt stor. Den flaksende lyd var voldsom. Dyret kom ikke helt tæt på ham, og det var svært for ham at se på grund af den tykke tåge. Forholdsvis hurtigt var dyret borte igen. Jonathan havde stået helt stille da det passerede, og han blev fortsat stående som naglet til jorden. Selvom dyret var ude af syne blev han bare ved med at stå og se ind i den tunge tåge. Men efter en rum tid bevægede han sig, og tørrede penslen, en ekstra gang af i en klud. Han flyttede maleriet med den ensomme stenbygning bort fra staffeliet. Han stillede et rent lærred op, som han netop havde spændt op tidligere på dagen. Han tog et stykke kul og med sikker hånd, skitserede han fuglen han lige havde set…

Skriveråd – Sarah Engell

sarah engell llll

Sarah Engell debuterede i 2009 med romanen Hvis bare, og i 2014 udgav hun den anmelderroste ungdomsroman 21 måder at dø, der på kort tid blev en bestseller. Hun skriver bøger til både børn, unge og voksne. Man må sige Sarah Engell virkelig har rykket på forfatterfeltet, og man fornemmer hun ikke er kommet sovende til sin succes, at hun har kæmpet for det. Jeg synes hun er virkelig inspirerende og dygtig, så derfor spurgte jeg hende, om hun ville dele et par skrivetricks.

Håber andre bliver inspireret!

Tak Sarah!

1: NGP: Jeg fornemmer bestemt mange timers arbejde bag din succes. Hvor mange gange gennemskriver du typisk et manuskript?

1: SE: Alt mellem 10 og 40 gange, vil jeg skyde på. Nogle historier kommer mere færdigt ud end andre, men generelt er jeg en forfatter, der omskriver og gennemskriver meget.

2: NGP: Hvordan strukturere du et manuskript?

2 SE: Da jeg i sin tid begyndte at skrive, startede jeg bare oppe i venstre hjørne med en sætning, der lød interessant – uden at vide, hvor jeg ville hen med historien. Det var sjovt men det kostede også et stor redigering arbejde efterfølgende. Senere forsøgte jeg at planlægge hele historien på forhånd, men det fungerede heller ikke optimalt. Da jeg generelt oplever at mine ideer kommer i selve skrive processen. Nu er jeg landet et sted midt i mellem, hvilket passer mig rigtig godt. Inden jeg begynder at skrive, kender jeg anslaget – altså hvor vi kommer ind i historien – og jeg ved nogenlunde, hvor historien skal slutte. På den måde har jeg nogle punkter at skrive ud fra, men jeg har samtidig masser af plads og frihed til at overraske mig selv og lade historien og karaktererne tage styringen.

3: NGP: Hvis du selv skal vælge ét godt skriv råd, som du vil dele, hvad skulle det så være?

3: SE: Skriv som om der aldrig var andre end dig selv, der skulle læse det. Vær modig, fandenivoldsk og personlig. Når du har nok tekst, så print det ud og læs det igennem med en kuglepen i hånden. Led efter steder hvor det fungerer – hvor der er noget på spil, og hvor sproget er interessant. Og hav så modet til at strege det ud der IKKE fungerer. At strege ud og slette er faktisk mit bedste skriveråd. Det kan gøre ondt, men det er nødvendigt – omtrent som en billedhugger, der skal hugge noget fra, for at formen kommer til syne. Og som Hemmingway engang har udtalt: The first Draft of anything is shit.