Excerpt from chapter 7

20150925_134517 (2)

October Year 2015 

I had some time on my hand for I did not have to be in school until later, that is why I decided to walk with my bike along the water. The usual route, down the road  to the left, out on the patch of asphalt. Past the first ship yard. I soon reached the small fisherman’s hut, where I parked my bike. The house was black and made out of wood. A boat turned upside down was used for the roof. The windows were painted white. I wondered if there was something special inside the house which was always locked up with a rather big padlock on the door. I got my SLR camera out of the bag, and sat down on the bench beside the house. There were always new things to be discovered through the camera. I removed the cap from the lens and turned it on, then I caught a boat bridge and the sea. I turned around with the camera. Looked around. I zoomed in on the padlock, where a big spider had created its cobweb. I shot a few pictures, and put the camera away again. Two wild geese flew past me above my head. The sun broke through the clouds, and silver stars flickered on the waves, waves of restlessness poured over me with a great force. What is my true goal? I wondered, and picked a rose-hip, squeezed it open making  its seeds appear. I looked at the fisherman’s hut. I threw away the rose-hip and got up. I looked in through the round window in the door. The window was matt from dust and there were cobwebs on it as on the other two windows. The cobweb stuck to my fringe, it caught my forehead and nose. I stroked my face in one swift movement and removed the web. I could not see much through the small window, it was dark inside. I went to the window on the right, through this I could make out a picture of different knots, a bunch of fishing nets, a rope, a green thermal jacket, and some fenders. I took one step back. Something moved inside behind the window. Was there someone inside?

 

9. decembertekst

20151107_165547 (2)

Kapitel 12 brudstykke 4

November 2015

Kvinden rakte hende kruset. Laura rejste sig, og tog imod det. Væsken var kogende varm. Selvom blomsterne havde været lilla, var væsken svagt gullig. Laura satte sig igen. Tøvende så hun ned i kruset. – Det er bare te, du kan roligt drikke den, sagde kvinden på én gang blidt og insisterende. Laura nikkede. Og tænkte: Bare te? Skal jeg løbe væk? Omvendt var hun nysgerrig. Hun førte kruset til munden. Det brændte en smule på hendes læber. Hun smagte forsigtigt på teen, som på en gang smagte sødeligt og surt, kogende varmt men alligevel koldt, stærkt krydret men samtidig mildt. Laura sank, og tog igen kruset til munden, snart havde hun drukket hver en dråbe. Et øjeblik sad hun bare, og så ind i petroleumslampens skær. Hun havde en varm følelse i kroppen efter at have indtaget drikken. Kvinden gik ud af rummet. Laura rejste sig, hun var ør i hovedet, men fulgte efter kvinden. De kom udenfor igen. Det var blevet tåget. Lauras blik blev fanget af 3 graners mørke silhuetter. Al ting synes pludselig så uvirkeligt for hende. Kvinden spejdede et øjeblik ud over det blikstille mørke havvand, som overvejede hun noget en ekstra gang. – Kom, sagde kvinden, og gjorde et kast med hovedet imod en sort spand der stod på jorden. Laura gik med over til den. Hun satte sig på hug, og så ned i den. Vandet deri var af en eller anden grund ikke frosset til is, selvom der lige var faldet sne. Vandoverfladen var spejlblank og næsten sort, kun farvet en anelse af fuldmånens skær. I spanden tonede et utydeligt ansigt frem…

Kapitel 7

Brudstykke 2 fra kapitel 7 

Oktober år 2015 

Jeg var i god tid, for jeg skulle først møde sent i skole, derfor besluttede jeg at trække cyklen langs vandet. Den sædvanlige rute, nedad vejen til venstre, ud på asfaltstykket. Forbi første værft. Jeg nåede hurtigt hen til det lille fiskerhus, hvor jeg stillede cyklen fra mig. Huset var sort bygget af træ. En båd med bunden i vejret udgjorde det for taget. Vinduerne var malet hvide. Jeg overvejede om der var noget særligt derinde, huset var altid aflåst med en mellemstor hængelås på døren. Jeg tog mit spejlreflekskamera op af tasken, og satte mig på bænken ved siden af huset. Man opdagede næsten altid nye detaljer igennem kameraet. Jeg tog linsecapen af og tændte det, derpå fangede jeg en bådebro og havet. Jeg drejede kroppen og kameraet. Søgte rundt. Jeg zoomede ind på hængelåsen, hvor en fed edderkop havde skabt et edderkoppespind. Jeg knipsede et par billeder, og pakkede kameraet væk igen. To vildgæs fløj henover hovedet på mig. Solen brød igennem skydækket, og der red sølvstjerner på bølgerne, indeni mig skyllede bølger af rastløshed rundt, med voldsom kraft. Hvad er mit egentlige mål? tænkte jeg, og plukkede et hyben, trykkede på det, det åbnede sig, så man kunne se kernerne. Jeg kiggede på fiskerhuset. Jeg smed hybenet fra mig og rejste mig. Jeg kiggede ind af det runde vindue i døren. Vinduet var mat af støv, og der var spindelvæv på det ligesom på de andre to ruder. Spindelvævet klæbede til mit pandehår, det ramte panden og næsen. Jeg lod hånden glide over ansigtet i en hurtig bevægelse og fjernede spindet. Jeg kunne ikke se så meget igennem ruden, der var mørkt derinde. Jeg flyttede mig hen til det højre vindue, her igennem kunne jeg skimte et billede af forskellige knob, en bunke med fiskenet, et reb, en grøn termojakke og nogle fender. Jeg trådte et skridt tilbage. Noget bevægede sig inde bag ruden. Var der nogen derinde?

Kapitel 6

Brudstykke fra kapitel 6

Oktober år 1915

Jonathan tog tekruset med sig, og satte sig ned til vandkanten. Klokken var omkring 19. Det var helt mørkt. Han kiggede på månen. En gådefuld lysende kugle, der kastede genskin fra sig som ramte vandets mørke og spejlblanke overflade. Lille Klump kom helt hen til ham og kiggede op på ham. pindsvinet var endnu ikke gået i dvale i sin rede under træstammen. Det undrede Jonathan, at det ikke var faldet til ro endnu. Han vidste, at vinterdvalen er en meget dyb og vigtig søvn ledsaget af dybdegående ændringer i dyrets fysiologi. Hjerteslaget falder fra 180 slag i minuttet til 20 slag eller mindre. Vejrtrækningen ophører næsten helt og legemestemperaturen daler stærkt. Han blev et øjeblik bekymret for, om der var noget galt med Lille klump. Han tænkte på, at han måtte vente lidt med at sætte åleruser, som han altid satte 3 dage efter fuldmåne, det var der ålene trak. Ålene bevægede sig altid om natten, det gjorde han også selv nogen gange, han nægtede nemlig at betale for at sætte bundgarn og åleruser ud for husmandsstederne, som man ellers skulle. Derfor sejlede han ofte ud og satte åleruser, når natten var faldet på. Hybenrosernes stærkt rosa blade der tidligere havde dækket områder af jorden, var erstattet af svagt gule blade. Det var klamt og køligt i luften. Jonathan gik tilbage og kravlede ind i hulen, hvor han følte sig tryg.Tryg ved at sove i naturen, på hans egen ø. Han lagde sig ned under det varme tæppe. Han faldt hurtigt i en dyb søvn…