Wish Trees

2017-05-03 22.48.53

Det her bliver det sidste blogindlæg for en tid, da jeg har valgt at fokusere på tilegnelser af kompetencer i forbindelse med skrivestudie. Mine ønsker for fremtiden er sat på et wish tree!

I foråret var jeg på Copenhagen Contemporary på Papirøen. Allerede udenfor blev man mødt af noget magisk, forskellige nationaliteters inderlige ønsker på små hvide sedler smykkede vidt forskellige træsorters grene, og blafrede i vinden. Træerne vidnede i mine øjne om at alle mennesker dybest set ønsker en bedre verden, stræber, vil noget mere, noget højere, noget større. Det er bare forskelligt hvad mennesker ser som godt. Jeg tror vi alle stræber efter liv, mere liv. Siden 1996 har Yoko Ono arbejdet med kunstværket Wish Tree, som består af forskelligartede træer, der plantes rundt omkring i verden. På en seddel, kan man skrive et ønske, som placeres på et træ. Alle ønskerne fra Wish Tree Garden bliver løbende indsamlet, og når udstillingen slutter, vil de blive sendt til Yoko Onos Imagine Peace Tower på øen Viðey i Kollafjörður-bugten på Island: en kunstinstallation, der består af en høj søjle af lys, tilegnet Onos afdøde mand, John Lennon. Hvis du vil nå at sætte et ønske på et Wish Tree, kan det nås indtil december, hvor udstillingen slutter.

 

 

Solopgange og broer

Solopgange og broer

img_8899-2

Ind imellem er verden et mærkeligt sted med store ubalancer, men verden er også et ret vidunderligt sted fyldt med eventyrlige glimt. Forleden løb jeg ud for at opleve solopgangen. Dagen gryede i tågedis, farvet himmel, sløret horisont. En bro strakte sig ud, en bro der strakte sig ud imod noget ukendt, en bro der skabte forbindelse til noget andet, en bro der viste vej til drømme, en bro der viste en vej imod noget godt.

Der findes solopgange og broer i hele verden, vi skal bare se dem og huske dem, så bliver verden måske lidt bedre, hvis vi husker at forbinde og åbne i stedet for at holde på vores eget, hvis vi i stedet for mørke fokuserer på solopgange og lys!

img_8877-3

 

Happy spring

20150928_160235 (2)

Glasvæggen folder sig nu ud i lange storyline-baner på mit stuegulv. Jeg laver skitser af scener fra Glasvæggen på små kvadratiske sedler, og flytter rundt på dem. Det skaber et godt overblik, og nye vinkler på historien opstår. Brikker falder på plads i det store puslespil, Glasvæggen, og det er her det bliver verdens bedste leg.

Happy spring

Nanna

 

Kapitel 20

IMG_6325 (3)

Kapitel 20

Laura kunne intet se. Det var så mørkt. Hun kunne mærke den kølige jord mod knæ og hænder. Jordfladen under hende virkede ensartet, derfor satte hun tempoet en smule op, hun øgede det gradvist. Laura lyttede. Der var ganske stille. Hun kunne høre sit eget åndedræt. En lun underjordisk vind bevægede sig omkring hendes krop, og blæste hendes hår bagud. Hun fik en tung hovedpine, som pressede nogen på hendes pande og baghoved, som havde nogen grebet om hendes hoved, og ville presse det i stykker. Hun lyttede igen. Det eneste hun kunne høre, var hendes eget hjertes dunken. Tunnelen blev nu lavere, og hun måttet mave sig af sted. Af en eller anden grund kom hun til at tænke på en sommerdag, hvor hun havde passet Myra og hendes lillesøster Silja. De havde stået nede ved vandet. Silja som var 3 år, spejdede udover havet, og havde med ryggen til spurgt:

– Hvad er mennesker lavet af? Da Laura ikke svarede med det samme, vende Silja sig om, kiggede op på Laura med store alvorlige øjne, hun gentog:

– Hvad er mennesker lavet af?

Kapitel 19

IMG_2269 (4)

Kapitel 19

Februar 2016. Brudstykke 1

Laura gik ud på altanen. Solen og skyerne delte sig ud på himlen i lysende uldne stykker. Rim havde klædt græsset i en hvid og funklende vinterdragt, og skoven længere borte var sort. Så sort. Og måske netop derfor føltes lyset virkeligt godt. En fuldendt scene fordi det hele var så flygtigt, og aldrig ville se præcist sådan ud igen. Det var som solen viste alle farver, og som om solen fik hende til at drømme. Det var som solen gjorde, at hun fik lyst til at kysse hele verden. Solen skruede mere og mere op for lyset. Genboens sorte pæretræ blev belyst bagfra, imens fugle bevægede sig over hende, og de var tættere på himlen end hende, selvom solen næsten bragte himlen helt ned mod jorden lige nu. Det her var en dag, hvor alt kunne ske…

Kapitel 19

Februar 2016. Brudstykke 2

Hun sank, og så ind i den underjordiske tunnel.

– Er det den eneste vej? spurgte hun.

– Det er den eneste vej, som jeg kender, der kan føre dig dertil. Laura så væk fra den mørke åbning, og rynkede brynene. Ligesom inden hun var gået med Valdemar ind i huset, havde hun en fornemmelse af noget større. Hun havde en mission, med en dybere mening. Der var kun den vej, altså måtte hun følge den vej. Valdemar greb hendes hånd. Han knugede den. Hårdt.

– Der er meget mørkt Laura, men jeg tror du har styrken til at følge vejen. Nogle veje skal man gå alene. Jeg venter på dig her. Laura nikkede. Knugede hans hånd tilbage, slap den så. Derpå lagde hun sig på knæ, tunnelen var for alt for lav til, at hun kunne gå, selvom hun bøjede sig ned. Hun begyndte at bevæge sig fremad på alle fire. Hun flyttede venstre hånd ned på den kolde klæge jord, så højre knæ, højre hånd, venstre knæ. Langsomt. Prøvende. Hun kravlede dybere og dybere ind i tunnelen…

 

Skriveboble

IMG_2271 (4)

Dagens ord er:

Skriveboble

SKRIVEBOBLE

S K R I V E B O B L E

Jeg arbejder på Glasvæggen blandt andet ud fra feedback fra dramaturg Karen Ravnsted-Larsen. Jeg meget glad for hendes kommentarer og spørgsmål til Glasvæggen. Jeg ved at det er blevet Kill-darlings-tid, der skal luges ud i mit manuskript, jeg skal skære indtil benet. Hvor skal min roman præcis bevæge sig hen? Hvad er det helt konkret jeg vil med bogen? Jeg synes det er svært og kæmper i øjeblikket med manuskriptet.

Kapitel 13

20160105_153129 (2)

Kapitel 13

December 2015

– Ej, wow, se! Myra standsede, bukkede sig, og samlede et dråbeformet stykke is op. Hun tog vanten af, og mærkede på det.

– Må jeg se? spurgte Laura. Myra rakte hende det. Isstykket var på størrelse med Lauras hånd. Det lignede en gigantisk tåre. Indeni i isdråben var et smukt grønt blad frosset fast. Myra fik isstykket igen og de gik videre. De passerede et hus, der på ingen måder var velholdt. Det rodede meget uden om det, Myra sagde:

– Det der hus er faktisk ikke særligt pænt udenpå, men det er mega pænt indeni, min mor og far kender dem der bor derinde. Laura kunne godt lide børns observationer og umiddelbare refleksioner. Hendes mundvig trak opad i et stort smil, hun svarede:

– Ja, og nogle huse er mega pæne udenpå og slet ikke pæne indvendig. De gik lidt. En stor vandpyt som var frosset til is, knasede under deres vinterstøvler. Laura havde elsket fornemmelsen og lyden af brudt is, lige siden hun var helt lille. Myra blev ved med at holde fast i det med husene og sagde:

– Og nogle huse er både pæne udenpå og pæne indeni, og andre huse er hverken pæne udenpå eller indeni.

– Du har ret. Nogle huse har mange flere rum end man først tror. Uendeligt mange rum og verdner. Det er på en måde ligesom med mennesker. Så grinede de begge to, og knasede sammen isen i en tilfrosset vandpyt med deres støvler…

 

 

Article Thurineren

Forside-THURINER til blog nu

Front page and excerpt from Thurineren, October 2015

By Christian Dan Jensen, Thurineren:

”The smell of wild roses and sea water mingled with the beauty of late summer and a touch of melancholia. I walked down the pea gravel paved path. White sails shone bright against the evening blue sea. It was one of those unusually lovely evenings of late August in which you would want to immerse yourself.”

Thus begins chapter 1 of the coming novel, The Glass Wall, by Nanna Grønbech Petersen. And how do I know that, since the book has not been published yet? I know it because its author has chosen to share excerpts from her new book during its process on her blog, blog.ngpart.com, that she has named: The Glass Wall – a Novel in the making. – For me, it is a whole new way of working creatively; Sharing my considerations and ideas during the process of my new novel, The Glass Wall, says Nanna Grønbech Petersen.

The Glass Wall is the second novel by Nanna Grønbech Petersen. Prior to this, her Fantasy Children’s book: Magda on the Planet of the Dragons, has been published, this is about a girl called Magda, who feels let down by her parents who fight all the time and are too busy with their work. But then one night, she meets the young dragon, Dragild, and together they travel to the planet of the dragons. A good book, which is also about friendships and about remembering the true and good values in life, about love, imagination, being present, and spending time together. Her new novel, which she herself describes as ‘Magical Realism’, is very much inspired by the somewhat odd and twisted surroundings. There is no fixed date for when The Glass Wall needs to be done and ready for publication. But if you follow the process on the blog, where both images and text  reveal the author’s thoughts about the contents of this novel, it may be hard to wait…

 

Excerpt from chapter 7

20150925_134517 (2)

October Year 2015 

I had some time on my hand for I did not have to be in school until later, that is why I decided to walk with my bike along the water. The usual route, down the road  to the left, out on the patch of asphalt. Past the first ship yard. I soon reached the small fisherman’s hut, where I parked my bike. The house was black and made out of wood. A boat turned upside down was used for the roof. The windows were painted white. I wondered if there was something special inside the house which was always locked up with a rather big padlock on the door. I got my SLR camera out of the bag, and sat down on the bench beside the house. There were always new things to be discovered through the camera. I removed the cap from the lens and turned it on, then I caught a boat bridge and the sea. I turned around with the camera. Looked around. I zoomed in on the padlock, where a big spider had created its cobweb. I shot a few pictures, and put the camera away again. Two wild geese flew past me above my head. The sun broke through the clouds, and silver stars flickered on the waves, waves of restlessness poured over me with a great force. What is my true goal? I wondered, and picked a rose-hip, squeezed it open making  its seeds appear. I looked at the fisherman’s hut. I threw away the rose-hip and got up. I looked in through the round window in the door. The window was matt from dust and there were cobwebs on it as on the other two windows. The cobweb stuck to my fringe, it caught my forehead and nose. I stroked my face in one swift movement and removed the web. I could not see much through the small window, it was dark inside. I went to the window on the right, through this I could make out a picture of different knots, a bunch of fishing nets, a rope, a green thermal jacket, and some fenders. I took one step back. Something moved inside behind the window. Was there someone inside?