October Year 1915

Chapter 6

October Year 1915

Jonathan brought the tea mug with him, and went to sit by the water. It was about 7 in the evening. It was pitch-dark. He looked at the moon. A mysterious shining globe casting its reflections, which hit the dark, glassy surface of the water. Little Lump came real close to him and looked up on him. The hedgehog had not gone into hibernation in its nest under the log yet; Jonathan wondered why it had not settled down at this point. He knew that hibernation was a very deep and important sleeping process, accompanied by profound changes in the animal’s physiology. The heart beat drops from 180 beats a minute to 20 or less. Breathing almost stops completely and body temperature drops drastically. For a minute he worried that there was something wrong with Little Lump. He wondered if he might not have to wait a bit to set his eel traps, which he always set 3 days after a full moon, that was when the eels migrated. The eels always moved at night, sometimes he did the same because he refused to pay for setting pound nets and eel traps off the smallholdings, which was what you were supposed to do. That was why he often sailed out to set eel traps when night had fallen. The petals from the primroses, which had covered the earth earlier, had been replaced by yellow leaves. The air was damp and cool. He went back and crawled inside the cave, he felt safe here, to be sleeping on the ground, outdoors, on his own island. He settled under the warm blanket. Soon he was sleeping deeply and heavily…

September Year 1915

Chapter 5

September Year 2015

Jonathan had a heavy sensation of alarm. He felt dizzy, and he went to the cave, where he poured himself a glass of water from the can. He sat on the ground, resting, while he drank two more glasses of water. Then he returned to the place where he had been chopping wood, and absentmindedly began to stack the pieces of wood. From bottom up, slowly but steadily, he created a circular stack of wood. His thoughts circled around the young girl, like she had been circling around herself over and over. On his skin, sweat lay like the dewdrops of an autumn morning. Now, the circle was closed, but there were still some pieces of wood left. With the leftover pieces, he created three T’s protruding from the circle, thus creating a sign. He looked at the stack of wood with its peculiar shape. Aloud, Jonathan said: – If stars had eyes and looked down on earth now, they would see the sign as it should be seen: The circle with the three T’s. Suddenly, there were a series of strong blasts of wind. The hedgehog moved slowly towards him, and looked up on him curiously…

 

Kapitel 7

Brudstykke 2 fra kapitel 7 

Oktober år 2015 

Jeg var i god tid, for jeg skulle først møde sent i skole, derfor besluttede jeg at trække cyklen langs vandet. Den sædvanlige rute, nedad vejen til venstre, ud på asfaltstykket. Forbi første værft. Jeg nåede hurtigt hen til det lille fiskerhus, hvor jeg stillede cyklen fra mig. Huset var sort bygget af træ. En båd med bunden i vejret udgjorde det for taget. Vinduerne var malet hvide. Jeg overvejede om der var noget særligt derinde, huset var altid aflåst med en mellemstor hængelås på døren. Jeg tog mit spejlreflekskamera op af tasken, og satte mig på bænken ved siden af huset. Man opdagede næsten altid nye detaljer igennem kameraet. Jeg tog linsecapen af og tændte det, derpå fangede jeg en bådebro og havet. Jeg drejede kroppen og kameraet. Søgte rundt. Jeg zoomede ind på hængelåsen, hvor en fed edderkop havde skabt et edderkoppespind. Jeg knipsede et par billeder, og pakkede kameraet væk igen. To vildgæs fløj henover hovedet på mig. Solen brød igennem skydækket, og der red sølvstjerner på bølgerne, indeni mig skyllede bølger af rastløshed rundt, med voldsom kraft. Hvad er mit egentlige mål? tænkte jeg, og plukkede et hyben, trykkede på det, det åbnede sig, så man kunne se kernerne. Jeg kiggede på fiskerhuset. Jeg smed hybenet fra mig og rejste mig. Jeg kiggede ind af det runde vindue i døren. Vinduet var mat af støv, og der var spindelvæv på det ligesom på de andre to ruder. Spindelvævet klæbede til mit pandehår, det ramte panden og næsen. Jeg lod hånden glide over ansigtet i en hurtig bevægelse og fjernede spindet. Jeg kunne ikke se så meget igennem ruden, der var mørkt derinde. Jeg flyttede mig hen til det højre vindue, her igennem kunne jeg skimte et billede af forskellige knob, en bunke med fiskenet, et reb, en grøn termojakke og nogle fender. Jeg trådte et skridt tilbage. Noget bevægede sig inde bag ruden. Var der nogen derinde?

Artikel Thurineren

Forside-THURINER til blog nu

Forside-Thurineren-oktober 2015

Artikel Thurineren

Forside og uddrag fra artikel af Christian Dan Jensen:

”Duften af hybenroser og havvand blandede sig med sensommerens skønhed og strejf af melankoli. Jeg gik ad stien med perlesten. Hvide sejl lyste på det skumringsblå vand. Det var en sjælden smuk aften i slutningen af august, sådan en som man kunne få lyst til at forsvinde dybt ind i.”

Således indledes kapitel 1 i Nanna Grønbech Petersens kommende bog: Glasvæggen. Og hvordan kan jeg så vide det, når bogen endnu ikke er udgivet? Det kan jeg fordi, at forfatteren har valgt at dele brudstykker af sin nye bog løbende på bloggen blog.ngpart.com, som hun har givet overskriften: Glasvæggen – en roman bliver til. – Det er for mig en helt ny og anderledes måde at arbejde kreativt på; at dele mine betragtninger og tanker i tilblivelsen af min nye bog Glasvæggen, fortæller Nanna Grønbech Petersen.

Glasvæggen er den anden bog som Nanna Grønbech Petersen skriver. Hun har tidligere udgivet fantasy børnebogen: Magda på dragernes planet, som handler om pigen Magda, der føler sig svigtet af sine forældre, der hele tiden skændes og har travlt med deres arbejde. Men så en aften møder hun drageungen Dragild, og sammen rejser de til dragernes planet. En god bog, som også handler om venskaber og om at huske på de sande og gode værdier i livet, om kærligheden, fantasien, nærværet og tiden sammen. Hendes nye bog, som hun selv beskriver som ‘magisk realisme’, er meget inspireret af især de lidt krøllede og lidt skæve omgivelser. Det ligger endnu ikke fast hvornår Glasvæggen er færdig og klar til udgivelse. Men følger man bogens tilblivelse på bloggen, hvor såvel billeder som ord fortæller om forfatterens tanker til bogens indhold, så kan det blive meget svært at vente…

 

Kapitel 7

Brudstykke 1 fra kapitel 7

Oktober år 2015 

Jeg havde en voldsom hovedpine og følelsen af sten der skurrede imod hinanden i mit blod. Mekanisk tog jeg tøj på, trusser, bh, bluse, sokker og jeans. Til sidst rakte jeg ud efter guldmedaljonen, som jeg altid bar. Jeg havde fået den af min mor, da jeg var lille. Den var mit eget lille skjold. Jeg åbnede smykkelåsen, og hægtede halskæden sammen omkring min hals. Jeg så øjnene med havets dybder fra min drøm for mig, jeg prøvede at skubbe billedet af dem bort. Jeg måtte gøre noget fysisk og begyndte til trods for hovedpinen at sortere mine ting. Jeg gennemgik først mit tøj stykke for stykke. Jeg lavede to bunker, en til genbrug, og en med det jeg ville beholde. Jeg kasserede det meste af mit tøj bortset fra to par af mine yndlingsjeans og nogle bluser. Jeg tænkte over hvor få ting man har brug for, for at overleve. Tøj til at holde varmen i, en kniv, måske enkelte køkkengrejesting, jeg smed nogle små nips ned i en sort plastiksæk, efter dem fulgte en masse gamle tegninger. Jeg nåede til en lille kasse, og åbnede den. Det første mit blik faldt på var glaskuglen fra Lucy, jeg havde fået den af hende til min fødselsdag sidste år.Jeg tog den forsigtigt op af kassen. Inde i kuglen stod to kridthvide engle tæt sammen inde i et hjerte. Jeg rystede kuglen. Nu dalede der ned over englene bittesmå glimmerfnug i violette og grønne glimt. Jeg vendte kuglen om. I bunden stod der: ”Vi skal altid være veninder. Kærligst Lucy” og så var der tegnet et hjerte med rød sprittusch. En sorg så mørkt som blødt vand skyllede ind over mig…

Kapitel 6

Brudstykke fra kapitel 6

Oktober år 1915

Jonathan tog tekruset med sig, og satte sig ned til vandkanten. Klokken var omkring 19. Det var helt mørkt. Han kiggede på månen. En gådefuld lysende kugle, der kastede genskin fra sig som ramte vandets mørke og spejlblanke overflade. Lille Klump kom helt hen til ham og kiggede op på ham. pindsvinet var endnu ikke gået i dvale i sin rede under træstammen. Det undrede Jonathan, at det ikke var faldet til ro endnu. Han vidste, at vinterdvalen er en meget dyb og vigtig søvn ledsaget af dybdegående ændringer i dyrets fysiologi. Hjerteslaget falder fra 180 slag i minuttet til 20 slag eller mindre. Vejrtrækningen ophører næsten helt og legemestemperaturen daler stærkt. Han blev et øjeblik bekymret for, om der var noget galt med Lille klump. Han tænkte på, at han måtte vente lidt med at sætte åleruser, som han altid satte 3 dage efter fuldmåne, det var der ålene trak. Ålene bevægede sig altid om natten, det gjorde han også selv nogen gange, han nægtede nemlig at betale for at sætte bundgarn og åleruser ud for husmandsstederne, som man ellers skulle. Derfor sejlede han ofte ud og satte åleruser, når natten var faldet på. Hybenrosernes stærkt rosa blade der tidligere havde dækket områder af jorden, var erstattet af svagt gule blade. Det var klamt og køligt i luften. Jonathan gik tilbage og kravlede ind i hulen, hvor han følte sig tryg.Tryg ved at sove i naturen, på hans egen ø. Han lagde sig ned under det varme tæppe. Han faldt hurtigt i en dyb søvn…