Skriveråd – Benn Q Holm

Nyt Benn Q

Benn Q Holm er uden tvivl en af mine favoritforfattere! Han skriver stjernegodt. Hans sprog er flot, levende og fængende. I mine øjne, kan få gengive Københavns mange stemninger ligeså godt som Benn Q Holm. Den første af hans bøger, jeg læste var Hafnia Punk, og jeg var solgt, for man ser, smager og mærker København SÅ meget. Alle hans karakterer er altid imponerende levende beskrevet, for eksempel, synes jeg at hele persongalleriet i Album er fantastisk nuanceret, og rammer på en måde, så man føler, at karaktererne er mennesker, som man har mødt i virkeligheden. På samme måde synes jeg, at persongalleriet i Byen og Øen er ekstremt troværdige, der er også i den roman mange flotte refleksioner over livet. Da jeg er så begejstret for Benn Q Holms bøger, spurgte jeg ham, om han havde lyst til at dele 3 skriveråd på min blog.

Jeg er virkelig taknemmelig for hans svar, som andre skrivelystne, forhåbentligt også kan få gavn af:

1: NGP: Du skriver så fantastiske dialoger. Har du gode råd til, hvordan man får gjort dialoger flydende og troværdige?

1: BQH: Dialoger kan jo skrives på mange forskellige måder, afhængig af karakterernes sindstilstand (sindssyge, berusede, liderlige, hadske, søvnige, etc). Den svære kunst ved dialoger er at få karakterernes til at lyde forskellige, dvs. at de præcis får deres helt egen stemme, og her kan man bruge billige tricks ved at lade ene fx stamme, konstant sige Øh, bruge engelske vendinger, whatever … En anden faldgrube er når der skal smugles information (“som jeg også sagde til din rødhårede storesøster”) ind i dialogen; det hæmmer virkelig den elegante og flydende dialog!

2: NGP: Dine karakterer er så troværdige. Når du skaber dine karakterer tager du så afsæt i personer du har mødt i virkeligheden, og bruger du stænk af deres personlighed, udseende etc. til at skabe dine karakterer?

2: BQH: De fleste forfattere bruger nok ubevidst træk af personer fra deres egen verden, inklusive sågar familiemedlemmer osv, men medmindre man skriver en decideret nøgleroman, vil jeg frafråde at man genbruger virkeligheden 1:1 jeg tror karaktererne bliver mere levende, frie og ægte hvis man lader dem gestalte sig selv, dvs vokse ud af ens egen fantasi og forestillingsevne. Men inspiration er mange ting, og hvis vi ikke skulle blive inspireret af vores omgivelser også, hvorfra så?

3: NGP: Hvis du selv skal vælge ét godt skrivråd, som du vil dele, hvad skulle det så være?

3: BQH: Luk døren. Giv dig god tid. Bliv ved. Koncentrer dig. Glem alle aftaler. Skriv om. Stram op. Bliv ved. Hold ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *