Okay, jeg ved endnu ikke, hvad den endelige fortællemåde bliver, men nu prøver jeg noget af. Jeg skifter fra jeg-fortæller til alvidende fortæller hele vejen igennem. Jeg ser nogle plusser i begge fortællemåder.

Kapitel 10 brudstykke 1

Oktober år 2015

Laura løb ned i skoven. De rødbrune blade raslede hver gang, hendes løbesko taktfast ramte jorden. Efteråret havde altid været den årstid, som hun mindst brød sig om, men det havde været mildt indtil nu, mange farver, ikke megen blæst. Hun satte tempoet op.

Da hun efter lang tid med højt tempo endelig standsede inde i trætunnelen, tjekkede hun distancen på telefonen, hun havde løbet 11 kilometer. Laura så over på øen med alle fuglene og de døde træer. Det var som at kigge ind i et eventyr. Solen kastede guddommeligt lys fra sig. Tågedis i skønne hemmelighedsfulde slør gjorde øen dragende. Hun faldt et øjeblik i staver over det smukke syn. En flaksende lyd over trætunnelen, fik hende til at se op…

Brudstykke 2 fra kapitel 7 

Oktober år 2015 

Jeg var i god tid, for jeg skulle først møde sent i skole, derfor besluttede jeg at trække cyklen langs vandet. Den sædvanlige rute, nedad vejen til venstre, ud på asfaltstykket. Forbi første værft. Jeg nåede hurtigt hen til det lille fiskerhus, hvor jeg stillede cyklen fra mig. Huset var sort bygget af træ. En båd med bunden i vejret udgjorde det for taget. Vinduerne var malet hvide. Jeg overvejede om der var noget særligt derinde, huset var altid aflåst med en mellemstor hængelås på døren. Jeg tog mit spejlreflekskamera op af tasken, og satte mig på bænken ved siden af huset. Man opdagede næsten altid nye detaljer igennem kameraet. Jeg tog linsecapen af og tændte det, derpå fangede jeg en bådebro og havet. Jeg drejede kroppen og kameraet. Søgte rundt. Jeg zoomede ind på hængelåsen, hvor en fed edderkop havde skabt et edderkoppespind. Jeg knipsede et par billeder, og pakkede kameraet væk igen. To vildgæs fløj henover hovedet på mig. Solen brød igennem skydækket, og der red sølvstjerner på bølgerne, indeni mig skyllede bølger af rastløshed rundt, med voldsom kraft. Hvad er mit egentlige mål? tænkte jeg, og plukkede et hyben, trykkede på det, det åbnede sig, så man kunne se kernerne. Jeg kiggede på fiskerhuset. Jeg smed hybenet fra mig og rejste mig. Jeg kiggede ind af det runde vindue i døren. Vinduet var mat af støv, og der var spindelvæv på det ligesom på de andre to ruder. Spindelvævet klæbede til mit pandehår, det ramte panden og næsen. Jeg lod hånden glide over ansigtet i en hurtig bevægelse og fjernede spindet. Jeg kunne ikke se så meget igennem ruden, der var mørkt derinde. Jeg flyttede mig hen til det højre vindue, her igennem kunne jeg skimte et billede af forskellige knob, en bunke med fiskenet, et reb, en grøn termojakke og nogle fender. Jeg trådte et skridt tilbage. Noget bevægede sig inde bag ruden. Var der nogen derinde?

Brudstykke fra kapitel 6

Oktober år 1915

Jonathan tog tekruset med sig, og satte sig ned til vandkanten. Klokken var omkring 19. Det var helt mørkt. Han kiggede på månen. En gådefuld lysende kugle, der kastede genskin fra sig som ramte vandets mørke og spejlblanke overflade. Lille Klump kom helt hen til ham og kiggede op på ham. pindsvinet var endnu ikke gået i dvale i sin rede under træstammen. Det undrede Jonathan, at det ikke var faldet til ro endnu. Han vidste, at vinterdvalen er en meget dyb og vigtig søvn ledsaget af dybdegående ændringer i dyrets fysiologi. Hjerteslaget falder fra 180 slag i minuttet til 20 slag eller mindre. Vejrtrækningen ophører næsten helt og legemestemperaturen daler stærkt. Han blev et øjeblik bekymret for, om der var noget galt med Lille klump. Han tænkte på, at han måtte vente lidt med at sætte åleruser, som han altid satte 3 dage efter fuldmåne, det var der ålene trak. Ålene bevægede sig altid om natten, det gjorde han også selv nogen gange, han nægtede nemlig at betale for at sætte bundgarn og åleruser ud for husmandsstederne, som man ellers skulle. Derfor sejlede han ofte ud og satte åleruser, når natten var faldet på. Hybenrosernes stærkt rosa blade der tidligere havde dækket områder af jorden, var erstattet af svagt gule blade. Det var klamt og køligt i luften. Jonathan gik tilbage og kravlede ind i hulen, hvor han følte sig tryg.Tryg ved at sove i naturen, på hans egen ø. Han lagde sig ned under det varme tæppe. Han faldt hurtigt i en dyb søvn…