Foto Peter Steinmetz

Peter fugl

Peter Steinmetz er en virkelig god fotograf. Jeg synes, at billedet han har skabt her, er meget inspirerende og mystisk. Jeg har skrevet en tekst til Glasvæggen ud fra det, læs et uddrag nedenfor:

Brudstykke fra kapitel 9

Oktober år 1915

Jonathan åbnede bøtten med terpentin, det lugtede kraftigt, han rengjorde penslen omhyggeligt. I det samme hørte han noget flakse bag sig. Han vendte sig om i et pludselig ryk, stadig med penslen i hånden. Noget bevægede sig i luften længere borte. Hvad var det? Var det en fugl? Der opstod pludselig en tågedis. Jonathan kneb øjnene sammen. Han havde troet, at han kendte alle fuglene i området, men ikke den her. Den var abnormt stor. Den flaksende lyd var voldsom. Dyret kom ikke helt tæt på ham, og det var svært for ham at se på grund af den tykke tåge. Forholdsvis hurtigt var dyret borte igen. Jonathan havde stået helt stille da det passerede, og han blev fortsat stående som naglet til jorden. Selvom dyret var ude af syne blev han bare ved med at stå og se ind i den tunge tåge. Men efter en rum tid bevægede han sig, og tørrede penslen, en ekstra gang af i en klud. Han flyttede maleriet med den ensomme stenbygning bort fra staffeliet. Han stillede et rent lærred op, som han netop havde spændt op tidligere på dagen. Han tog et stykke kul og med sikker hånd, skitserede han fuglen han lige havde set…