Kapitel 10

IMG_1704

Okay, jeg ved endnu ikke, hvad den endelige fortællemåde bliver, men nu prøver jeg noget af. Jeg skifter fra jeg-fortæller til alvidende fortæller hele vejen igennem. Jeg ser nogle plusser i begge fortællemåder.

Kapitel 10 brudstykke 1

Oktober år 2015

Laura løb ned i skoven. De rødbrune blade raslede hver gang, hendes løbesko taktfast ramte jorden. Efteråret havde altid været den årstid, som hun mindst brød sig om, men det havde været mildt indtil nu, mange farver, ikke megen blæst. Hun satte tempoet op.

Da hun efter lang tid med højt tempo endelig standsede inde i trætunnelen, tjekkede hun distancen på telefonen, hun havde løbet 11 kilometer. Laura så over på øen med alle fuglene og de døde træer. Det var som at kigge ind i et eventyr. Solen kastede guddommeligt lys fra sig. Tågedis i skønne hemmelighedsfulde slør gjorde øen dragende. Hun faldt et øjeblik i staver over det smukke syn. En flaksende lyd over trætunnelen, fik hende til at se op…

 

Foto Peter Steinmetz

Peter fugl

Peter Steinmetz er en virkelig god fotograf. Jeg synes, at billedet han har skabt her, er meget inspirerende og mystisk. Jeg har skrevet en tekst til Glasvæggen ud fra det, læs et uddrag nedenfor:

Brudstykke fra kapitel 9

Oktober år 1915

Jonathan åbnede bøtten med terpentin, det lugtede kraftigt, han rengjorde penslen omhyggeligt. I det samme hørte han noget flakse bag sig. Han vendte sig om i et pludselig ryk, stadig med penslen i hånden. Noget bevægede sig i luften længere borte. Hvad var det? Var det en fugl? Der opstod pludselig en tågedis. Jonathan kneb øjnene sammen. Han havde troet, at han kendte alle fuglene i området, men ikke den her. Den var abnormt stor. Den flaksende lyd var voldsom. Dyret kom ikke helt tæt på ham, og det var svært for ham at se på grund af den tykke tåge. Forholdsvis hurtigt var dyret borte igen. Jonathan havde stået helt stille da det passerede, og han blev fortsat stående som naglet til jorden. Selvom dyret var ude af syne blev han bare ved med at stå og se ind i den tunge tåge. Men efter en rum tid bevægede han sig, og tørrede penslen, en ekstra gang af i en klud. Han flyttede maleriet med den ensomme stenbygning bort fra staffeliet. Han stillede et rent lærred op, som han netop havde spændt op tidligere på dagen. Han tog et stykke kul og med sikker hånd, skitserede han fuglen han lige havde set…

Skriveråd – Sarah Engell

sarah engell llll

Sarah Engell debuterede i 2009 med romanen Hvis bare, og i 2014 udgav hun den anmelderroste ungdomsroman 21 måder at dø, der på kort tid blev en bestseller. Hun skriver bøger til både børn, unge og voksne. Man må sige Sarah Engell virkelig har rykket på forfatterfeltet, og man fornemmer hun ikke er kommet sovende til sin succes, at hun har kæmpet for det. Jeg synes hun er virkelig inspirerende og dygtig, så derfor spurgte jeg hende, om hun ville dele et par skrivetricks.

Håber andre bliver inspireret!

Tak Sarah!

1: NGP: Jeg fornemmer bestemt mange timers arbejde bag din succes. Hvor mange gange gennemskriver du typisk et manuskript?

1: SE: Alt mellem 10 og 40 gange, vil jeg skyde på. Nogle historier kommer mere færdigt ud end andre, men generelt er jeg en forfatter, der omskriver og gennemskriver meget.

2: NGP: Hvordan strukturere du et manuskript?

2 SE: Da jeg i sin tid begyndte at skrive, startede jeg bare oppe i venstre hjørne med en sætning, der lød interessant – uden at vide, hvor jeg ville hen med historien. Det var sjovt men det kostede også et stor redigering arbejde efterfølgende. Senere forsøgte jeg at planlægge hele historien på forhånd, men det fungerede heller ikke optimalt. Da jeg generelt oplever at mine ideer kommer i selve skrive processen. Nu er jeg landet et sted midt i mellem, hvilket passer mig rigtig godt. Inden jeg begynder at skrive, kender jeg anslaget – altså hvor vi kommer ind i historien – og jeg ved nogenlunde, hvor historien skal slutte. På den måde har jeg nogle punkter at skrive ud fra, men jeg har samtidig masser af plads og frihed til at overraske mig selv og lade historien og karaktererne tage styringen.

3: NGP: Hvis du selv skal vælge ét godt skriv råd, som du vil dele, hvad skulle det så være?

3: SE: Skriv som om der aldrig var andre end dig selv, der skulle læse det. Vær modig, fandenivoldsk og personlig. Når du har nok tekst, så print det ud og læs det igennem med en kuglepen i hånden. Led efter steder hvor det fungerer – hvor der er noget på spil, og hvor sproget er interessant. Og hav så modet til at strege det ud der IKKE fungerer. At strege ud og slette er faktisk mit bedste skriveråd. Det kan gøre ondt, men det er nødvendigt – omtrent som en billedhugger, der skal hugge noget fra, for at formen kommer til syne. Og som Hemmingway engang har udtalt: The first Draft of anything is shit.

 

 

 

 

 

October Year 1915

Chapter 6

October Year 1915

Jonathan brought the tea mug with him, and went to sit by the water. It was about 7 in the evening. It was pitch-dark. He looked at the moon. A mysterious shining globe casting its reflections, which hit the dark, glassy surface of the water. Little Lump came real close to him and looked up on him. The hedgehog had not gone into hibernation in its nest under the log yet; Jonathan wondered why it had not settled down at this point. He knew that hibernation was a very deep and important sleeping process, accompanied by profound changes in the animal’s physiology. The heart beat drops from 180 beats a minute to 20 or less. Breathing almost stops completely and body temperature drops drastically. For a minute he worried that there was something wrong with Little Lump. He wondered if he might not have to wait a bit to set his eel traps, which he always set 3 days after a full moon, that was when the eels migrated. The eels always moved at night, sometimes he did the same because he refused to pay for setting pound nets and eel traps off the smallholdings, which was what you were supposed to do. That was why he often sailed out to set eel traps when night had fallen. The petals from the primroses, which had covered the earth earlier, had been replaced by yellow leaves. The air was damp and cool. He went back and crawled inside the cave, he felt safe here, to be sleeping on the ground, outdoors, on his own island. He settled under the warm blanket. Soon he was sleeping deeply and heavily…

September Year 1915

Chapter 5

September Year 2015

Jonathan had a heavy sensation of alarm. He felt dizzy, and he went to the cave, where he poured himself a glass of water from the can. He sat on the ground, resting, while he drank two more glasses of water. Then he returned to the place where he had been chopping wood, and absentmindedly began to stack the pieces of wood. From bottom up, slowly but steadily, he created a circular stack of wood. His thoughts circled around the young girl, like she had been circling around herself over and over. On his skin, sweat lay like the dewdrops of an autumn morning. Now, the circle was closed, but there were still some pieces of wood left. With the leftover pieces, he created three T’s protruding from the circle, thus creating a sign. He looked at the stack of wood with its peculiar shape. Aloud, Jonathan said: – If stars had eyes and looked down on earth now, they would see the sign as it should be seen: The circle with the three T’s. Suddenly, there were a series of strong blasts of wind. The hedgehog moved slowly towards him, and looked up on him curiously…

 

Kapitel 7

Brudstykke 2 fra kapitel 7 

Oktober år 2015 

Jeg var i god tid, for jeg skulle først møde sent i skole, derfor besluttede jeg at trække cyklen langs vandet. Den sædvanlige rute, nedad vejen til venstre, ud på asfaltstykket. Forbi første værft. Jeg nåede hurtigt hen til det lille fiskerhus, hvor jeg stillede cyklen fra mig. Huset var sort bygget af træ. En båd med bunden i vejret udgjorde det for taget. Vinduerne var malet hvide. Jeg overvejede om der var noget særligt derinde, huset var altid aflåst med en mellemstor hængelås på døren. Jeg tog mit spejlreflekskamera op af tasken, og satte mig på bænken ved siden af huset. Man opdagede næsten altid nye detaljer igennem kameraet. Jeg tog linsecapen af og tændte det, derpå fangede jeg en bådebro og havet. Jeg drejede kroppen og kameraet. Søgte rundt. Jeg zoomede ind på hængelåsen, hvor en fed edderkop havde skabt et edderkoppespind. Jeg knipsede et par billeder, og pakkede kameraet væk igen. To vildgæs fløj henover hovedet på mig. Solen brød igennem skydækket, og der red sølvstjerner på bølgerne, indeni mig skyllede bølger af rastløshed rundt, med voldsom kraft. Hvad er mit egentlige mål? tænkte jeg, og plukkede et hyben, trykkede på det, det åbnede sig, så man kunne se kernerne. Jeg kiggede på fiskerhuset. Jeg smed hybenet fra mig og rejste mig. Jeg kiggede ind af det runde vindue i døren. Vinduet var mat af støv, og der var spindelvæv på det ligesom på de andre to ruder. Spindelvævet klæbede til mit pandehår, det ramte panden og næsen. Jeg lod hånden glide over ansigtet i en hurtig bevægelse og fjernede spindet. Jeg kunne ikke se så meget igennem ruden, der var mørkt derinde. Jeg flyttede mig hen til det højre vindue, her igennem kunne jeg skimte et billede af forskellige knob, en bunke med fiskenet, et reb, en grøn termojakke og nogle fender. Jeg trådte et skridt tilbage. Noget bevægede sig inde bag ruden. Var der nogen derinde?

Artikel Thurineren

Forside-THURINER til blog nu

Forside-Thurineren-oktober 2015

Artikel Thurineren

Forside og uddrag fra artikel af Christian Dan Jensen:

”Duften af hybenroser og havvand blandede sig med sensommerens skønhed og strejf af melankoli. Jeg gik ad stien med perlesten. Hvide sejl lyste på det skumringsblå vand. Det var en sjælden smuk aften i slutningen af august, sådan en som man kunne få lyst til at forsvinde dybt ind i.”

Således indledes kapitel 1 i Nanna Grønbech Petersens kommende bog: Glasvæggen. Og hvordan kan jeg så vide det, når bogen endnu ikke er udgivet? Det kan jeg fordi, at forfatteren har valgt at dele brudstykker af sin nye bog løbende på bloggen blog.ngpart.com, som hun har givet overskriften: Glasvæggen – en roman bliver til. – Det er for mig en helt ny og anderledes måde at arbejde kreativt på; at dele mine betragtninger og tanker i tilblivelsen af min nye bog Glasvæggen, fortæller Nanna Grønbech Petersen.

Glasvæggen er den anden bog som Nanna Grønbech Petersen skriver. Hun har tidligere udgivet fantasy børnebogen: Magda på dragernes planet, som handler om pigen Magda, der føler sig svigtet af sine forældre, der hele tiden skændes og har travlt med deres arbejde. Men så en aften møder hun drageungen Dragild, og sammen rejser de til dragernes planet. En god bog, som også handler om venskaber og om at huske på de sande og gode værdier i livet, om kærligheden, fantasien, nærværet og tiden sammen. Hendes nye bog, som hun selv beskriver som ‘magisk realisme’, er meget inspireret af især de lidt krøllede og lidt skæve omgivelser. Det ligger endnu ikke fast hvornår Glasvæggen er færdig og klar til udgivelse. Men følger man bogens tilblivelse på bloggen, hvor såvel billeder som ord fortæller om forfatterens tanker til bogens indhold, så kan det blive meget svært at vente…