Kapitel 20
Svar
Kategoriarkiv: Brudstykker
Kapitel 19
Kapitel 13
10. decembertekst
Kapitel 12 brudstykke 5
November 2015
Det var ansigtet fra hendes drøm. Det var ham. Ansigtet kiggede op på hende igennem vandet. Hun bøjede sig ned mod spanden, og betragtede ansigtet. Hvem er du? hviskede hun. Hans mund bevægede sig, men lyden trængte ikke op til hende, ordene blev under vandets overflade, han ville hende noget. Han vækkede en masse sælsomme følelser i hende. Det var meget tåget nu. Laura havde helt glemt kvinden, og ville rejse sig, men tumlede om på jorden, som om nogen skubbede hende. Det hele gik så stærkt. Tågen var næsten borte. Kvinden var ingen steder at se. Laura sad nogen tid på jorden midt i sneen. Der løb en kuldegysning nedad ryggen på hende, som havde knust is fundet ind i hendes rygrad. Hendes krop var i en slags choktilstand. Hendes vejrtækning var anspændt. Hvem var han? Hvorfor ville han i kontakt med hende? Hvad var det der satte dem i forbindelse med hinanden? Hun følte sig utilpas, og var meget mat i kroppen. Det havde været et voldsomt syn, så uvirkeligt, og alligevel vidste hun, at hans øjne havde set direkte på hende op igennem det mørke spejlblanke vand. Det spændte i hendes bryst. Hun sank, tågen fortog sig helt. Værftbygningen som hun kunne se hen på derfra, hvor hun sad, virkede lige pludselig meget voldsom og skræmmende. Hendes blik blev igen fanget af de 3 graners silhuetter, de synes pludselig endnu større end før. De tårnede sig uhyggelige uvirkelige op. Laura tænkte: – Hvorfor fulgte jeg de spor? Hun sad stadig i den kolde sne. I tanker tog hun hånden op til munden, hun kom til at bide sig selv i den ene kno, det gjorde ligesom hun kom til sig selv. Hun var virkelig bange, ingen kunne fatte hvor bange hun var. Laura dirrede over hele kroppen af frygt og kulde…
9. decembertekst
Kapitel 12 brudstykke 4
November 2015
Kvinden rakte hende kruset. Laura rejste sig, og tog imod det. Væsken var kogende varm. Selvom blomsterne havde været lilla, var væsken svagt gullig. Laura satte sig igen. Tøvende så hun ned i kruset. – Det er bare te, du kan roligt drikke den, sagde kvinden på én gang blidt og insisterende. Laura nikkede. Og tænkte: Bare te? Skal jeg løbe væk? Omvendt var hun nysgerrig. Hun førte kruset til munden. Det brændte en smule på hendes læber. Hun smagte forsigtigt på teen, som på en gang smagte sødeligt og surt, kogende varmt men alligevel koldt, stærkt krydret men samtidig mildt. Laura sank, og tog igen kruset til munden, snart havde hun drukket hver en dråbe. Et øjeblik sad hun bare, og så ind i petroleumslampens skær. Hun havde en varm følelse i kroppen efter at have indtaget drikken. Kvinden gik ud af rummet. Laura rejste sig, hun var ør i hovedet, men fulgte efter kvinden. De kom udenfor igen. Det var blevet tåget. Lauras blik blev fanget af 3 graners mørke silhuetter. Al ting synes pludselig så uvirkeligt for hende. Kvinden spejdede et øjeblik ud over det blikstille mørke havvand, som overvejede hun noget en ekstra gang. – Kom, sagde kvinden, og gjorde et kast med hovedet imod en sort spand der stod på jorden. Laura gik med over til den. Hun satte sig på hug, og så ned i den. Vandet deri var af en eller anden grund ikke frosset til is, selvom der lige var faldet sne. Vandoverfladen var spejlblank og næsten sort, kun farvet en anelse af fuldmånens skær. I spanden tonede et utydeligt ansigt frem…
7. decembertekst
Kapitel 12 brudstykke 2
November år 2015
Gad vide hvem der egentligt ejede huset? tænkte Laura. Hun vendte sig, og så ud på vandet. Det var skumring. Da hun igen vendte sig, fór hun sammen. Der sad en ung kvinde på bænken ved siden af huset. Hun var køn, men der var noget der ikke stemte overens. Hendes lange hår var helt hvidt, og hun så ikke ud til at være andet end en anelse ældre end Laura, som trak sig en smule baglæns. Hun genkendte ikke kvindeansigtet som et af dem der normalt færdes på stien. Hvem var hun? Hvad var det her? Kvinden så indgående på Laura. Laura betragtede hende, og var på en gang bange og nysgerrig. Der var noget dejligt, noget mildt over hende, men på samme tid havde hun et meget mørkt blik. Kvinden rejste sig og åbnede døren helt indtil det lille fiskerhus. Hun stillede sig i døråbningen, og begyndte at tale. Laura bemærkede det med det samme, måden hun talte på, var klingende, som havde hun en ukendt svensk dialekt. Det var ligesom hun sang, når hun talte. Der var noget i ordene og stemmen der forførte. – Kom med, sagde hun, og rystede det lange hvide hår, hun gentog ordene – Kom med. Laura tøvede. I det samme føg en sætning som Lucy tit havde sagt, igennem hendes hoved: – Spring derud hvor det er dybest…
6. decembertekst
Kapitel 12 brudstykke 1
November år 2015
Laura kiggede ud af vinduet, det var begyndt at sne. En let hvid snedyne dækkede hurtigt haven. Hun stirrede på en rosenplante, den blomstrede stadig midt i den nu hvide verden. Det var eftermiddag. Hun trængte til frisk luft, tog overtøj på, og gik ud i haven. Hun stillede sig ved fyrretræet, og så på rosen i sneen. Hun drejede hovedet og opdagede nogle små spor der krydsede græsplænen, de var på størrelse med et pindsvins fodaftryk. Hun rynkede brynene, normalvis ville et pindsvin rulle sig sammen til en lille pigget klump og gå i vinterhi. Måske var det slet ikke et pindsvin? Med undren begyndte hun at følge sporene, hvor mon de førte hende hen? De begyndte fra buskadset, og førte hende tværs over haven og over til hækken. Hun skubbede nogle grene til side, og kom via et hul i hækken ud på fortovet, som hun fulgte et stykke. Aftrykkene i sneen var tydelig, fine og små, Laura fornemmede en stærk målrettethed i dem, de fortsatte ned ad bakken imod vandet. Hun var nu nede ved det stille og mørke hav. Sporene blev ved ad stien til venstre, forbi værftet der lå stort og dødt uden lyd og lugt. Lige ud for fiskerhuset med bådtaget, hørte sporene op. Hun stoppede op med en vis afstand til huset. Døren stod på klem. Mon dyret var gået derind?
5. decembertekst
Yndlingscitat i dag
Keep it simpel
4. decembertekst
Kapitel 11 brudstykke 2
November år 1915
– Vi skal mødes du og jeg. Han messer ordene, men ingenting hjælper det. – Der er noget vi skal løse sammen. Han gør sig umage med at forme hvert ord, han taler højere og mere tydeligt. Han kan se på hende, at hans stemme ikke trænger igennem glasset. Nu lægger hun først den ene hånd imod glasvæggen, og så øret. Han kan se hvordan hun maser, som om hun forsøger, at bryde den gennemsigtige mur. Han kan se hvordan blodet presses væk, øret og hånden mister farven, og bliver let rødligt i kanten, fordi hun presser så hårdt. Men nu kommer der en revne i glasset, små veje forgrener sig i uforudsigelige ruter og glasvæggen er brudt…
2. decembertekst
Kapitel 11 brudstykke 1
November år 1915
En lugt af fisk lå som et usynligt slør udenom hulen. Det var mest fladfisk, der var gået i nettet denne novemberdag. Jonathan havde netop flået dagens fangst. Om natten var drømmen kommet tilbage til ham, men den var endt anderledes end den plejede. Han tænkte på drømmen:
En ung pige står bag en tyk glasvæg. Hun har lagt rødt hår. Hendes hud er lys med et svagt blåligt skær som månelys på vandet. Hun har smalle grønne øjne. Jonathans blik fortsætter, halsen er lang og smal, brysterne mellemstore og hun er forholdsvis høj. Han begynder at tale til hende: – Vi skal mødes du og jeg. Der er noget vi skal løse sammen, siger han indtrængende. Han holder en pause og gentager sætningen. Men ordene når hende ikke, kan han se. Med svagt rynkede bryn ser hun spørgende på ham…