Kapitel 12 brudstykke 4

November 2015

Kvinden rakte hende kruset. Laura rejste sig, og tog imod det. Væsken var kogende varm. Selvom blomsterne havde været lilla, var væsken svagt gullig. Laura satte sig igen. Tøvende så hun ned i kruset. – Det er bare te, du kan roligt drikke den, sagde kvinden på én gang blidt og insisterende. Laura nikkede. Og tænkte: Bare te? Skal jeg løbe væk? Omvendt var hun nysgerrig. Hun førte kruset til munden. Det brændte en smule på hendes læber. Hun smagte forsigtigt på teen, som på en gang smagte sødeligt og surt, kogende varmt men alligevel koldt, stærkt krydret men samtidig mildt. Laura sank, og tog igen kruset til munden, snart havde hun drukket hver en dråbe. Et øjeblik sad hun bare, og så ind i petroleumslampens skær. Hun havde en varm følelse i kroppen efter at have indtaget drikken. Kvinden gik ud af rummet. Laura rejste sig, hun var ør i hovedet, men fulgte efter kvinden. De kom udenfor igen. Det var blevet tåget. Lauras blik blev fanget af 3 graners mørke silhuetter. Al ting synes pludselig så uvirkeligt for hende. Kvinden spejdede et øjeblik ud over det blikstille mørke havvand, som overvejede hun noget en ekstra gang. – Kom, sagde kvinden, og gjorde et kast med hovedet imod en sort spand der stod på jorden. Laura gik med over til den. Hun satte sig på hug, og så ned i den. Vandet deri var af en eller anden grund ikke frosset til is, selvom der lige var faldet sne. Vandoverfladen var spejlblank og næsten sort, kun farvet en anelse af fuldmånens skær. I spanden tonede et utydeligt ansigt frem…