14. decembertekst

Udgivet den af
Svar

Dagens ord er ansigter

Ansigter

ANSIGTER

A N S I G T E R

Pokerface. Babyface. Stoneface.

Tabte ansigter. Krakelerede ansigter. Brugte ansigter.

Glødende ansigter. Døde ansigter. Hjerteformede ansigter.

Masker. Masker. Masker.

Grå ansigter. Sjove ansigter. Særprægede ansigter.

Firkantede ansigter. Karakteristiske ansigter. Vrede ansigter.

Plastik ansigter. Forpinte ansigter. Grimme ansigter.

Masker. Masker. Masker.

Smukke ansigter. Udtryksfulde ansigter. Sande ansigter.

Ansigter er vigtige. Øjne er vigtige. Øjne er sjælens spejl. Ansigter er livets spejl. Øjne rummer dybder. Ansigter rummer historier.

Masker. Masker. Masker.

 

11. decembertekst

Udgivet den af
Svar

Dagens ord er The Doors

The Doors

THE DOORS

T H E  D O O R S

Den sidste uges tid har jeg haft The Doorssangen, People Are Strange i hovedet, der er fantastisk mange billeder i den tekst:

People Are Strange. The Doors:

People are strange when you’re a stranger
Faces look ugly when you’re alone
Women seem wicked when you’re unwanted
Streets are uneven when you’re down

When you’re strange
Faces come out of the rain
When you’re strange
No one remembers your name
When you’re strange
When you’re strange
When you’re strange

People are strange when you’re a stranger
Faces look ugly when you’re alone
Women seem wicked when you’re unwanted
Streets are uneven when you’re down

When you’re strange
Faces come out of the rain
When you’re strange
No one remembers your name
When you’re strange
When you’re strange
When you’re strange

When you’re strange
Faces come out of the rain
When you’re strange
No one remembers your name
When you’re strange
When you’re strange
When you’re strange

 

10. decembertekst

Udgivet den af
Svar

20151107_165547

Kapitel 12 brudstykke 5

November 2015

Det var ansigtet fra hendes drøm. Det var ham. Ansigtet kiggede op på hende igennem vandet. Hun bøjede sig ned mod spanden, og betragtede ansigtet. Hvem er du? hviskede hun. Hans mund bevægede sig, men lyden trængte ikke op til hende, ordene blev under vandets overflade, han ville hende noget. Han vækkede en masse sælsomme følelser i hende. Det var meget tåget nu. Laura havde helt glemt kvinden, og ville rejse sig, men tumlede om på jorden, som om nogen skubbede hende. Det hele gik så stærkt. Tågen var næsten borte. Kvinden var ingen steder at se. Laura sad nogen tid på jorden midt i sneen. Der løb en kuldegysning nedad ryggen på hende, som havde knust is fundet ind i hendes rygrad. Hendes krop var i en slags choktilstand. Hendes vejrtækning var anspændt. Hvem var han? Hvorfor ville han i kontakt med hende? Hvad var det der satte dem i forbindelse med hinanden? Hun følte sig utilpas, og var meget mat i kroppen. Det havde været et voldsomt syn, så uvirkeligt, og alligevel vidste hun, at hans øjne havde set direkte på hende op igennem det mørke spejlblanke vand. Det spændte i hendes bryst. Hun sank, tågen fortog sig helt. Værftbygningen som hun kunne se hen på derfra, hvor hun sad, virkede lige pludselig meget voldsom og skræmmende. Hendes blik blev igen fanget af de 3 graners silhuetter, de synes pludselig endnu større end før. De tårnede sig uhyggelige uvirkelige op. Laura tænkte: – Hvorfor fulgte jeg de spor? Hun sad stadig i den kolde sne. I tanker tog hun hånden op til munden, hun kom til at bide sig selv i den ene kno, det gjorde ligesom hun kom til sig selv. Hun var virkelig bange, ingen kunne fatte hvor bange hun var. Laura dirrede over hele kroppen af frygt og kulde…

9. decembertekst

Udgivet den af
Svar

20151107_165547 (2)

Kapitel 12 brudstykke 4

November 2015

Kvinden rakte hende kruset. Laura rejste sig, og tog imod det. Væsken var kogende varm. Selvom blomsterne havde været lilla, var væsken svagt gullig. Laura satte sig igen. Tøvende så hun ned i kruset. – Det er bare te, du kan roligt drikke den, sagde kvinden på én gang blidt og insisterende. Laura nikkede. Og tænkte: Bare te? Skal jeg løbe væk? Omvendt var hun nysgerrig. Hun førte kruset til munden. Det brændte en smule på hendes læber. Hun smagte forsigtigt på teen, som på en gang smagte sødeligt og surt, kogende varmt men alligevel koldt, stærkt krydret men samtidig mildt. Laura sank, og tog igen kruset til munden, snart havde hun drukket hver en dråbe. Et øjeblik sad hun bare, og så ind i petroleumslampens skær. Hun havde en varm følelse i kroppen efter at have indtaget drikken. Kvinden gik ud af rummet. Laura rejste sig, hun var ør i hovedet, men fulgte efter kvinden. De kom udenfor igen. Det var blevet tåget. Lauras blik blev fanget af 3 graners mørke silhuetter. Al ting synes pludselig så uvirkeligt for hende. Kvinden spejdede et øjeblik ud over det blikstille mørke havvand, som overvejede hun noget en ekstra gang. – Kom, sagde kvinden, og gjorde et kast med hovedet imod en sort spand der stod på jorden. Laura gik med over til den. Hun satte sig på hug, og så ned i den. Vandet deri var af en eller anden grund ikke frosset til is, selvom der lige var faldet sne. Vandoverfladen var spejlblank og næsten sort, kun farvet en anelse af fuldmånens skær. I spanden tonede et utydeligt ansigt frem…

8. decembertekst

Udgivet den af
Svar

Kapitel 12 brudstykke 3 brudstykke

November 2015

…Måske havde hun ret, og Laura følte ikke, at hun havde noget at miste efter Lucy ikke var her mere. Hun fulgte efter kvinden, og trådte ind i fiskerhuset, der var meget større indeni end det umiddelbart så ud til udefra. Første rum var ganske simpelt. Trævægge, et gammelt gulvtæppe. Det viste sig at der var endnu et rum, som kvinden gik videre ind i. I rummet der til forveksling mindede om det første, stod en grøn petroleumslampe på et bord. Der var et lille gasblus, hvorpå der stod en gryde og dampede. Kvinden rørte i gryden.  – Jeg kan hjælpe dig til at møde din veninde, Lucy igen. Laura tænkte, hjælpe mig til at møde Lucy? Det virker usandsynligt. Den unge kvinde rystede igen det lange hvide hår og fortsatte: – Men først skal du samle et tegn. Du skal lægge mærke til detaljer. Du skal inden det bliver august igennem 3 udfordringer. Kvinden løftede hovedet nærmest knejsede med nakken, gik helt hen til gasblusset, og dryssede noget der lignede tragtformede pigæbleblomster og tørrede brændenælder ned i den dampende gryde. Hun rørte rundt med bløde bevægelser. Laura sad helt stille, hun turde ikke røre sig. Kvinden tog et krus, og fyldte det med grydens dampende væske. – Drik denne te. Hun rakte Laura kruset…

7. decembertekst

Udgivet den af
Svar

Kapitel 12 brudstykke 2

November år 2015

Gad vide hvem der egentligt ejede huset? tænkte Laura. Hun vendte sig, og så ud på vandet. Det var skumring. Da hun igen vendte sig, fór hun sammen. Der sad en ung kvinde på bænken ved siden af huset. Hun var køn, men der var noget der ikke stemte overens. Hendes lange hår var helt hvidt, og hun så ikke ud til at være andet end en anelse ældre end Laura, som trak sig en smule baglæns. Hun genkendte ikke kvindeansigtet som et af dem der normalt færdes på stien. Hvem var hun? Hvad var det her? Kvinden så indgående på Laura. Laura betragtede hende, og var på en gang bange og nysgerrig. Der var noget dejligt, noget mildt over hende, men på samme tid havde hun et meget mørkt blik. Kvinden rejste sig og åbnede døren helt indtil det lille fiskerhus. Hun stillede sig i døråbningen, og begyndte at tale. Laura bemærkede det med det samme, måden hun talte på, var klingende, som havde hun en ukendt svensk dialekt. Det var ligesom hun sang, når hun talte. Der var noget i ordene og stemmen der forførte. – Kom med, sagde hun, og rystede det lange hvide hår, hun gentog ordene – Kom med. Laura tøvede. I det samme føg en sætning som Lucy tit havde sagt, igennem hendes hoved: – Spring derud hvor det er dybest…

 

6. decembertekst

Udgivet den af
Svar

20151122_082819 (4)

Kapitel 12 brudstykke 1

November år 2015

Laura kiggede ud af vinduet, det var begyndt at sne. En let hvid snedyne dækkede hurtigt haven. Hun stirrede på en rosenplante, den blomstrede stadig midt i den nu hvide verden. Det var eftermiddag. Hun trængte til frisk luft, tog overtøj på, og gik ud i haven. Hun stillede sig ved fyrretræet, og så på rosen i sneen. Hun drejede hovedet og opdagede nogle små spor der krydsede græsplænen, de var på størrelse med et pindsvins fodaftryk. Hun rynkede brynene, normalvis ville et pindsvin rulle sig sammen til en lille pigget klump og gå i vinterhi. Måske var det slet ikke et pindsvin? Med undren begyndte hun at følge sporene, hvor mon de førte hende hen? De begyndte fra buskadset, og førte hende tværs over haven og over til hækken. Hun skubbede nogle grene til side, og kom via et hul i hækken ud på fortovet, som hun fulgte et stykke. Aftrykkene i sneen var tydelig, fine og små, Laura fornemmede en stærk målrettethed i dem, de fortsatte ned ad bakken imod vandet. Hun var nu nede ved det stille og mørke hav. Sporene blev ved ad stien til venstre, forbi værftet der lå stort og dødt uden lyd og lugt. Lige ud for fiskerhuset med bådtaget, hørte sporene op. Hun stoppede op med en vis afstand til huset. Døren stod på klem. Mon dyret var gået derind?