10. decembertekst

20151107_165547

Kapitel 12 brudstykke 5

November 2015

Det var ansigtet fra hendes drøm. Det var ham. Ansigtet kiggede op på hende igennem vandet. Hun bøjede sig ned mod spanden, og betragtede ansigtet. Hvem er du? hviskede hun. Hans mund bevægede sig, men lyden trængte ikke op til hende, ordene blev under vandets overflade, han ville hende noget. Han vækkede en masse sælsomme følelser i hende. Det var meget tåget nu. Laura havde helt glemt kvinden, og ville rejse sig, men tumlede om på jorden, som om nogen skubbede hende. Det hele gik så stærkt. Tågen var næsten borte. Kvinden var ingen steder at se. Laura sad nogen tid på jorden midt i sneen. Der løb en kuldegysning nedad ryggen på hende, som havde knust is fundet ind i hendes rygrad. Hendes krop var i en slags choktilstand. Hendes vejrtækning var anspændt. Hvem var han? Hvorfor ville han i kontakt med hende? Hvad var det der satte dem i forbindelse med hinanden? Hun følte sig utilpas, og var meget mat i kroppen. Det havde været et voldsomt syn, så uvirkeligt, og alligevel vidste hun, at hans øjne havde set direkte på hende op igennem det mørke spejlblanke vand. Det spændte i hendes bryst. Hun sank, tågen fortog sig helt. Værftbygningen som hun kunne se hen på derfra, hvor hun sad, virkede lige pludselig meget voldsom og skræmmende. Hendes blik blev igen fanget af de 3 graners silhuetter, de synes pludselig endnu større end før. De tårnede sig uhyggelige uvirkelige op. Laura tænkte: – Hvorfor fulgte jeg de spor? Hun sad stadig i den kolde sne. I tanker tog hun hånden op til munden, hun kom til at bide sig selv i den ene kno, det gjorde ligesom hun kom til sig selv. Hun var virkelig bange, ingen kunne fatte hvor bange hun var. Laura dirrede over hele kroppen af frygt og kulde…