Jeg elsker kunstens mange udtryksmuligheder. Jeg er uddannet dekorationsmaler, og jeg kan lide at arbejde med forskellige materialer og teknikker indenfor tegne- og malerkunsten.
Mine malerier har været udstillet på vidt forskellige lokationer som fx Det Kongelige Bibliotek og Stadens Museum for Kunst på Christiania.
Jeg har modtaget privatundervisning af blandt andet kunstmaleren Daniel Goldenberg og kunstmaleren Charles Weed på Lehnskov Gods.
Symbiose. Olie på lærred.Nyfødt. Olie på lærred.Barn med kasket. Olie på lærred.Ældre kvinde. Olie på lærred.Pige på strandPige i landskab. Akryl på folie.
DR-programmet ’Udsigten’ på P2 har stillet mig nogle spørgsmål om selvportrætter. Jeg taler om selvportrætprojektet nedenfor. Lyt via linket. (Det er 11 minutter inde i udsendelsen.)
Symbiose. Olie på lærred.Selvportrætter af Nanna Grønbech Petersen.
Indledning
I dette selvportrætprojekt vil jeg fokusere på, hvorledes et selvportræt kan forandres. Hvordan kan proportioner i selvportrættet ændres til et abstrakt udtryk? Med udgangspunkt i Scott McClouds abstraktionspyramide vil jeg undersøge, hvorledes et selvportræt kan opløses fra naturalistisk til surrealistisk og ende som et abstrakt portræt. Undervejs kommer jeg kort ind på Scott McClouds abstraktions pyramide, billedanalyse af det naturalistiske selvportræt og selvportrættets funktion igennem tiden. Jeg vil koncentrere perspektiveringer til Pablo Picassos selvportrætter og mange kunstneriske udtryk. Han har været min inspiration og mit udgangspunkt for projektet. Jeg vil desuden kort perspektivere selvportrætterne til tidsperioder før og efter 1800, og jeg vil også perspektivere til nutiden.
Problemformulering
Inspireret af Pablo Picassos mange selvportrætter, der veksler fra naturalistisk, til surrealistisk og fortsætter i retning af det abstrakte og kubistiske, har jeg tegnet en række selvportrætter.
Vil jeg via portrætprojektet kunne belyse noget mere om selvportrætter og abstraktion? Det vil vise sig i det følgende:
Portrættegninger
Med afsæt i et fotograffoto har jeg tegnet følgende:
1 naturalistisk selvportræt
1 procesbillede af naturalistisk selvportræt
1 surrealistisk selvportræt, hvor jeg har tilføjet et tredje øje som attribut
1 endnu et surrealistisk selvportræt, hvor jeg har tilføjet følehorn som attribut
1 abstrakt selvportræt, der blot består af få streger
1 surrealistisk/syntetisk kubisme selvportræt
1 abstrakt selvportræt med mange ansigter
I Scott McClouds abstraktionspyramide fokuseres på at opløse et portræt til mindre og simle dele. Det vil sige han går fra et detaljeret ansigt forenkler det mere og mere for tilslut at ende ud med en ’smiley’.
Fotograffoto jeg har brugt som udgangspunkt.
Naturalistisk selvportræt.
Procesbillede: Naturalistisk selvportræt.
Surrealistisk selvportræt, hvor jeg har tilføjet et tredje øje som attribut. Denne attribut opstod intuitivt imens jeg tegnede. Når jeg ser på tegningen efterfølgende, kan jeg se at det tredje øje repræsenterer åndelighed.
Surrealistisk selvportræt, hvor jeg har tilføjet følehorn som attribut. Ved at tilføje attributten følehorn, som opstod intuitivt imens jeg tegnede, får tegningen et nyt udtryk. Når jeg ser på tegningen efterfølgende, kan jeg se at følehornene repræsenterer følsomhed og ’antennerne ude’ og det spejler min sensitivitet og personlighed, der let tager stemninger og oplevelser ind.
Abstrakt selvportræt, der blot består af få streger.
Surrealistisk selvportræt/syntetisk kubisme.
Abstrakt selvportræt med mange ansigter.
Om abstraktion og splittelse til geometriske former
Mit fokus har været at bevæge mig fra det naturalistiske udtryk til det surrealistiske, abstrakte og kubistiske og videre til den yderste opløsning skriften.
Om selvportrættet
Når en person eller kunstner portrætterer sig selv, kaldes resultatet et selvportræt. Selvportræt kan fx laves i skulptur, foto-, tegne- og malekunsten.
Selvportræt kan variere fra simple stregtegninger til omhyggeligt udførte ateliermalerier. Nogle kunstnere har satset på stemning mere end på portrætlighed – men de fleste indeholder elementer, der gør dem genkendelige for andre.
Motivet for at lave selvportrætter kan variere, men en nærliggende mulighed er, at efter spejlet blev udviklet, er modellen altid tilgængelig. Reklame var et andet: Kunden vil kunne se, hvad kunstneren var gjort af, når det gjaldt at fremme ligheden. En tredje faktor har sandsynligvis været at fremhæve sig selv, og sin egen udvikling som kunstner. En fjerde kan have været at synliggøre sig selv for eftertiden, hvilket også giver en enkel forklaring på, hvorfor visse kunstnere har malet sig ind som statister i malerier af flere genrer.
Der er mange velkendte kunstnere som har portrætteret sig selv. Fx Rembrandt der er kendt for flere fra forskellige livsperioder. Edvard Munch har lavet adskillige, hvor den aldrende Munch med uret og sengen er den mest kendte. Også Odd Nerdrum har skabt selvportrætter, men kun ét, der var kontroversielt.
Man regner med at det ældste kendte selvportræt er fra 1433 af Jan van Eyck, han har gengivet sig selv med rød chaperon. Med mobiltelefonens kamera er det blevet let at lave selvportrætter, de såkaldte selfies, her prøver fotografen ofte at vise sig selv i en speciel situation, som da Helle Thorning-Schmidt tog et portræt af sig selv sammen med Barack Obama og David Cameron ved mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.
Semiologisk billedanalyse af naturalistisk selvportræt
Kort overordnet billedbeskrivelse:
Billedet forestiller en kvindeansigt, som ser direkte på beskueren.
Denotation: (det beskrivende niveau)
Formelle data: fakta oplysninger
Hvem er kunstneren: Nanna Grønbech Petersen
Titel på billedet: Nanna Grønbech Petersen 2019
Hvornår er billedet lavet: Maj 2019
Billedets formål:
Formålet med dette billede er at demonstrere, hvorledes man kan skabe et selvportræt.
Materialer:
Blyant
Tegnepapir
Hvilke dimensioner har billedet?
Billedets størrelses forhold er 30×40 uden ramme.
Primær beskrivelse:
Sted og miljø:
Et kvindeansigt som ser direkte på beskueren baggrunden er mørk og skraveret.
Personer:
Nanna Grønbech Petersen.
Relationer, gestik og mimik:
Relationen i mit billede er kvinden og beskuerne.
Gestikken er vertikal.
Mimikken er direkte blik og antydningen af et smil
De mest betydningsfulde detaljer:
Det direkte blik og antydningen af et smil.
Komposition:
Kvinden ses direkte forfra.
Rum:
Baggrunden er mørk og kvindens ansigt og hår er lyst sammenlignet med baggrunden, der er mørk. Det skaber rumdybde.
Tolkning: Især Roland Barthes lægger i sin semiologiske metode vægt på, at billedtolkningens udfald i høj grad har en subjektiv dimension og som nævnt ikke kan siges at føre til én objektiv konklusion. Ikke mindst derfor er det vigtigt at underbygge sin billedtolkning med så mange konkrete observationer fra de forrige niveauer som muligt.
Inddragelse af kontekstuelle data, fx filosofiske, religiøse, æstetiske eller tidstypiske symboler og ‘billedkoder’ kan yderligere bidrage til at sætte billedtolkningen i et kunsthistorisk og kulturelt perspektiv og således styrke den samlede analyse.
Analyse
Selvportrættet af mig er beskåret i nær, og det er tegnet en face.
Perspektivering 1:
Et værk naturalistisk selvportræt af Pablo Picasso og et naturalistisk selvportræt af mig selv.
Perspektivering 2. Pablo Picasso, kubistisk selvportræt 1938.
Surrealistisk selvportræt af Picasso og et surrealist selvportræt af Nanna Grønbech Petersen 2019.
Pablo Picasso kubistisk portræt. Nanna Grønbech Petersen kubistisk selvportræt
Perspektivering før 1800: Jeg perspektiverer til et portræt af Terentius Neo der er en berømt for unik og udsøgt fresco, der blev fundet i Pompeji og findes på Napoli National Archaeological Museum.
Det faktum, at portrættet viser ufuldkommenheder eller ejendommelighed i ansigterne, er sjældent i lignende fresker og bringer livene til livene.
Konklusion
Arbejdet med selvportrætterne inspireret af Pablo Picassos arbejdsmetoder har givet mig et indblik i, hvorledes portrætter kan få forskellige udtryk alt efter hvor abstrakte at man tegner dem. Der er nuancer og forskellige udtryk i alle portrætterne. At lade mig inspirerer af en kunstner som Pablo Picasso har været meget motiverende. Det har været meget interessant at arbejde med så mange forskellige kunstneriske udtryk.
Mine surrealistiske portrætter kan perspektiveres til Damen med Hermelinen, som blev malet af Leonardo da Vinci i ca. 1500. Hermelinen er en attribut for et familienavn (i et renæssance portræt.)
Ellers er der ikke noget i omgivelserne, der fortæller om hendes tilhørsforhold. Kunstneren har fokuseret på kvindens øjne, hår og hænder. Det er hendes personlighed, der er motivet, og den understreges af de stærke, kontrastrige farver. Elna Fonnesbech-Sandberg var mæcen (hun sørgede for at de havde penge nok til at kunne male) for en række unge kunstnere både i 1930’erne og 1940’erne. Hendes karakteristiske røde hår genfindes i mange af periodens kunstværker, ikke mindst hos Asger Jorn
Nutidig perspektivering: Kathrine Ærtebjerg, som og
Det her bliver det sidste blogindlæg for en tid, da jeg har valgt at fokusere på tilegnelser af kompetencer i forbindelse med skrivestudie. Mine ønsker for fremtiden er sat på et wish tree!
I foråret var jeg på Copenhagen Contemporary på Papirøen. Allerede udenfor blev man mødt af noget magisk, forskellige nationaliteters inderlige ønsker på små hvide sedler smykkede vidt forskellige træsorters grene, og blafrede i vinden. Træerne vidnede i mine øjne om at alle mennesker dybest set ønsker en bedre verden, stræber, vil noget mere, noget højere, noget større. Det er bare forskelligt hvad mennesker ser som godt. Jeg tror vi alle stræber efter liv, mere liv. Siden 1996 har Yoko Ono arbejdet med kunstværket Wish Tree, som består af forskelligartede træer, der plantes rundt omkring i verden. På en seddel, kan man skrive et ønske, som placeres på et træ. Alle ønskerne fra Wish Tree Garden bliver løbende indsamlet, og når udstillingen slutter, vil de blive sendt til Yoko Onos Imagine Peace Tower på øen Viðey i Kollafjörður-bugten på Island: en kunstinstallation, der består af en høj søjle af lys, tilegnet Onos afdøde mand, John Lennon. Hvis du vil nå at sætte et ønske på et Wish Tree, kan det nås indtil december, hvor udstillingen slutter.
Ind imellem er verden et mærkeligt sted med store ubalancer, men verden er også et ret vidunderligt sted fyldt med eventyrlige glimt. Forleden løb jeg ud for at opleve solopgangen. Dagen gryede i tågedis, farvet himmel, sløret horisont. En bro strakte sig ud, en bro der strakte sig ud imod noget ukendt, en bro der skabte forbindelse til noget andet, en bro der viste vej til drømme, en bro der viste en vej imod noget godt.
Der findes solopgange og broer i hele verden, vi skal bare se dem og huske dem, så bliver verden måske lidt bedre, hvis vi husker at forbinde og åbne i stedet for at holde på vores eget, hvis vi i stedet for mørke fokuserer på solopgange og lys!
Glasvæggen folder sig nu ud i lange storyline-baner på mit stuegulv. Jeg laver skitser af scener fra Glasvæggen på små kvadratiske sedler, og flytter rundt på dem. Det skaber et godt overblik, og nye vinkler på historien opstår. Brikker falder på plads i det store puslespil, Glasvæggen, og det er her det bliver verdens bedste leg.
Laura kunne intet se. Det var så mørkt. Hun kunne mærke den kølige jord mod knæ og hænder. Jordfladen under hende virkede ensartet, derfor satte hun tempoet en smule op, hun øgede det gradvist. Laura lyttede. Der var ganske stille. Hun kunne høre sit eget åndedræt. En lun underjordisk vind bevægede sig omkring hendes krop, og blæste hendes hår bagud. Hun fik en tung hovedpine, som pressede nogen på hendes pande og baghoved, som havde nogen grebet om hendes hoved, og ville presse det i stykker. Hun lyttede igen. Det eneste hun kunne høre, var hendes eget hjertes dunken. Tunnelen blev nu lavere, og hun måttet mave sig af sted. Af en eller anden grund kom hun til at tænke på en sommerdag, hvor hun havde passet Myra og hendes lillesøster Silja. De havde stået nede ved vandet. Silja som var 3 år, spejdede udover havet, og havde med ryggen til spurgt:
– Hvad er mennesker lavet af? Da Laura ikke svarede med det samme, vende Silja sig om, kiggede op på Laura med store alvorlige øjne, hun gentog:
Laura gik ud på altanen. Solen og skyerne delte sig ud på himlen i lysende uldne stykker. Rim havde klædt græsset i en hvid og funklende vinterdragt, og skoven længere borte var sort. Så sort. Og måske netop derfor føltes lyset virkeligt godt. En fuldendt scene fordi det hele var så flygtigt, og aldrig ville se præcist sådan ud igen. Det var som solen viste alle farver, og som om solen fik hende til at drømme. Det var som solen gjorde, at hun fik lyst til at kysse hele verden. Solen skruede mere og mere op for lyset. Genboens sorte pæretræ blev belyst bagfra, imens fugle bevægede sig over hende, og de var tættere på himlen end hende, selvom solen næsten bragte himlen helt ned mod jorden lige nu. Det her var en dag, hvor alt kunne ske…
Kapitel 19
Februar 2016. Brudstykke 2
Hun sank, og så ind i den underjordiske tunnel.
– Er det den eneste vej? spurgte hun.
– Det er den eneste vej, som jeg kender, der kan føre dig dertil. Laura så væk fra den mørke åbning, og rynkede brynene. Ligesom inden hun var gået med Valdemar ind i huset, havde hun en fornemmelse af noget større. Hun havde en mission, med en dybere mening. Der var kun den vej, altså måtte hun følge den vej. Valdemar greb hendes hånd. Han knugede den. Hårdt.
– Der er meget mørkt Laura, men jeg tror du har styrken til at følge vejen. Nogle veje skal man gå alene. Jeg venter på dig her. Laura nikkede. Knugede hans hånd tilbage, slap den så. Derpå lagde hun sig på knæ, tunnelen var for alt for lav til, at hun kunne gå, selvom hun bøjede sig ned. Hun begyndte at bevæge sig fremad på alle fire. Hun flyttede venstre hånd ned på den kolde klæge jord, så højre knæ, højre hånd, venstre knæ. Langsomt. Prøvende. Hun kravlede dybere og dybere ind i tunnelen…
