Kapitel 7

Brudstykke 1 fra kapitel 7

Oktober år 2015 

Jeg havde en voldsom hovedpine og følelsen af sten der skurrede imod hinanden i mit blod. Mekanisk tog jeg tøj på, trusser, bh, bluse, sokker og jeans. Til sidst rakte jeg ud efter guldmedaljonen, som jeg altid bar. Jeg havde fået den af min mor, da jeg var lille. Den var mit eget lille skjold. Jeg åbnede smykkelåsen, og hægtede halskæden sammen omkring min hals. Jeg så øjnene med havets dybder fra min drøm for mig, jeg prøvede at skubbe billedet af dem bort. Jeg måtte gøre noget fysisk og begyndte til trods for hovedpinen at sortere mine ting. Jeg gennemgik først mit tøj stykke for stykke. Jeg lavede to bunker, en til genbrug, og en med det jeg ville beholde. Jeg kasserede det meste af mit tøj bortset fra to par af mine yndlingsjeans og nogle bluser. Jeg tænkte over hvor få ting man har brug for, for at overleve. Tøj til at holde varmen i, en kniv, måske enkelte køkkengrejesting, jeg smed nogle små nips ned i en sort plastiksæk, efter dem fulgte en masse gamle tegninger. Jeg nåede til en lille kasse, og åbnede den. Det første mit blik faldt på var glaskuglen fra Lucy, jeg havde fået den af hende til min fødselsdag sidste år.Jeg tog den forsigtigt op af kassen. Inde i kuglen stod to kridthvide engle tæt sammen inde i et hjerte. Jeg rystede kuglen. Nu dalede der ned over englene bittesmå glimmerfnug i violette og grønne glimt. Jeg vendte kuglen om. I bunden stod der: ”Vi skal altid være veninder. Kærligst Lucy” og så var der tegnet et hjerte med rød sprittusch. En sorg så mørkt som blødt vand skyllede ind over mig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.