Jeg hedder Nanna Grønbech Petersen. Jeg har en roman i proces, den hedder Glasvæggen.

Formålet med denne blog er i glimt, at give indblik i hvordan Glasvæggen bliver til.

Herunder er brudstykker fra Glasvæggen samlet

Glasvæggen

Kapitel 1

August år 2015

Duften af hybenroser og havvand blandede sig med sensommerens skønhed og strejf af melankoli. Jeg gik ad stien med perlesten. Hvide sejl lyste på det skumringsblå vand. Det var en sjælden smuk aften i slutningen af august, sådan en som man kunne få lyst til at forsvinde dybt ind i. En guldsmed fløj forbi. Den standsede et øjeblik ud for mit ansigt, og så på mig med store øjne. Jeg tænkte, at det virkede som om, det eventyrlige insekt havde en vigtig meddelelse at overbringe mig. Jeg kom til at tænke på Lucy. Savnet skar i mig, jeg kunne for mit indre øre høre hendes let hæse stemme sige: – Det er typisk dig Laura, at opfatte en guldsmed som et tegn. Jeg så hendes ansigt for mig, de mørke lige bryn, og under dem de næsten sorte øjne, og jeg hørte hendes latter, som en spøgelsesbilist havde gjort en ende på fra det ene øjeblik til det andet. Tabet af min eneste tætte veninde, tyngede i mig. Jeg ville gøre alt for at få Lucy at se igen. Sidste gang jeg så hende var vi uvenner. – Gid vi kunne mødes igen og sige undskyld, hviskede jeg, men Lucy var over på den anden side nu, i en ny verden. Mine tanker gled over på mine gamle klassekammerater. Først på sommeren var jeg flyttet fra København til en lille ø, sammen med mine forældre, min far havde fået nyt job. I august var jeg begyndt i en ny klasse, jeg havde svært ved at finde mig til rette iblandt de nye klassekammerater, der var ingen som Lucy.

Guldsmeden fløj videre, og jeg fortsatte i samme retning, fulgte stien langs vandet og nåede trætunnelen, som jeg havde døbt den, over mit hoved sluttede træernes kroner helt tæt sammen, og skabte en hemmelighedsfuld passage, der førte mig til et gammelt bindingsværkshus, der lå øde hen ved siden af en lille strand, som jeg standsede ved. Jeg tog skoene af, og gik på bare fødder ud på sandet, der stadig var lunt. Jeg gik helt ned til vandkanten, hvor vandmænd flød rundt imellem tang. Jeg satte mig ned, og samlede mit hår i en fletning. Vandet var klart og stille. Så stille. En tre masters skonnert gled forbi i det fjerne. Derfra hvor jeg sad, kunne jeg se lige over på en anden lille ø. På min ø var der mange huse, men øen jeg så over på var kun beboet af fugle. Træerne på den lille ø var gået ud på grund af de store skarvkolonier, der holdt til der, som vildfarende sjæle sad de mørke fugle i de blege og døde træer. Der kom spredte fugleskrig fra øen. Så mærkelig en ø det var, tænkte jeg. Efter en rum tid tog jeg skoene på, og rejste mig. Jeg gik tilbage i samme retning, som jeg var kommet fra. Der var markant mørkere inde i trætunnelen end uden for den. En mørk skabning løb op fra vandsiden og krydsede stien foran mig. Dyret eller hvad det var, forsvandt ind i det lille skovområde. Det virkede væsentligt større end en kat og det lignede heller ikke en ilder. Måske var det fordi jeg gik i mine egne tanker, eller også havde den mørke skikkelse virkelig ikke haft silhuet som et dyr jeg kendte. Skabningen var løbet over stien et pænt stykke fra mig, og havde en aflang krop. Omridset af hovedet var svært at skimte på grund af mørket…

Kapitel 2 

August år 2015

Jeg gik videre igennem trætunnelen. Jeg kunne mærke, at jeg var blevet en smule anspændt, det irriterede mig. Da jeg nåede hen til det punkt, hvor dyret havde krydset stien, kiggede jeg op i skovområdet. Der var intet at se udover de sædvanlige nedfaldne grene og blade, men så opdagede jeg en gammel låge, som jeg aldrig havde bemærket før. Jeg standsede og iagttog den. Den stod inde bag et vildnis af grene og blade. Min anspændthed forsvandt, og jeg gik nærmere og kiggede. Lågen var af jern, tre kvadrater uden på hinanden, der var flager af afskallet irgrøn maling på den. Det var svært at komme helt hen til den på grund af buskadset udenom. Jeg kæmpede mig ind i buskadset, en gren svirpede hårdt ind på min kind, per refleks tog jeg hånden op til kinden, men smerten fortog sig med det samme. Nu stod jeg helt ud for lågen, den måtte have ført ind til en gammel have for mange år siden, der groede stokroser i lilla nuancer lige bag den. En brumbasse summede. Til venstre side strakte et træ med røde modne æbler sig. Der lå noget under træet. Jeg lænede mig fremad. Det var et smykke, kunne jeg se. En halskæde. Jeg ville gerne vide, hvad det var for en halskæde der lå der i skovbunden. Jeg kunne ikke gå uden om lågen, for der voksede et vildt krat med torne uden om den, til begge sider. Jeg tog i lågen, den gav sig ikke. Jeg lagde mig på knæ, bukkede mig fremad, og rakte hånden ind igennem lågens kvadrater, men selvom jeg strakte mig så meget som muligt, kunne jeg lige præcis ikke få fat i halskæden. Jeg rejste mig, og børstede jord og nedfaldne blade af, der klæbede til mine bare knæ. Jeg ville ind ad lågen, men besluttede først at gå tilbage til stien, og tjekke om der var nogen mennesker, det var for underligt, hvis nogen så, at jeg stod derinde i vildnisset, og prøvede at komme ind af en gammel låge. Jeg var desuden usikker på, om det var privat grund. Jeg var tilbage ved stien, og spejdede til begge sider. Der var ikke et øje at se lige nu. Alt var stille, kun en lille sort fugl sad og sang øverst i et træ. Fast besluttet gik jeg tilbage, med skulderen og siden til skubbede jeg mig ind igennem grene, der igen svirpede ind på mig, og greb ind i mit hår som dyreklør. Gad vide hvad det var for et smykke? Jeg var ud for lågen igen, og greb om den, lågen gav sig ikke ud af stedet. Der passerede en løber forbi på stien, jeg stod helt stille. Løberen så mig ikke, og da han var borte, frigjorde jeg mig fra grenene. Jeg gav ikke op, sådan havde jeg det altid, hvis jeg virkelig satte mig noget i hovedet. Jeg lagde i et sidste forsøg al min vægt i. Den gik op, jeg fik overbalance, og faldt forover, men i en hurtig bevægelse nåede jeg at gribe fat i kanten af lågen. Jeg var inde på den anden side nu, lige ud for halskæden. Jeg satte mig på hug, samlede smykket op, og studerede det omhyggeligt. Det var et meget særpræget smykke, det hang i en virkelig kraftig kæde. Vedhænget var en cirkel hvor ud fra der strakte sig tre T’er, det var tungt, faktisk noget tungere end jeg umiddelbart havde troet, som rummede det meget tunge byrder. Smykket var hverken af sølv eller guld, det lignede kobber. T’erne havde den karakteristiske grønlige farve, som kobber kan få, når det bliver gammelt og oxideret. Jeg overvejede hvad T’erne stod for. Jeg fik en underlig besk smag i munden. Jeg blev ved med at holde smykket i hånden, imens jeg så mig rundt. Jorden var dækket af blade og efeu. Jeg flyttede på mig, under min ene fod, knækkede en gren med en tør lyd. I det samme så jeg en pigget klump, et lille pindsvin, der kort tid standsede og kiggede op på mig med et par besynderlige øjne, derpå pilede det forbi lige ved min fod, der hvor grenen netop var knækket. Det fortsatte ind i et vildnis bag en lille træstamme, der lå ud for et æbletræ. Den beske smag blev ved at være der. Jeg følte mig ør i hovedet af alle de indtryk aftenen havde kastet af sig. I det samme begyndte halskæden i min hånd at brænde, den var gloende hed, og jeg slap den per refleks, i min iver efter at komme af med den, kom jeg til at slynge den af sted, så den forsvandt ind i vildnisset, hvor pindsvinet var pilet ind tidligere. Det var ikke til at se hvor den landede, og nu blev jeg utryg ved stedet. Jeg havde ikke lyst til at være inde i skovområdet længere. Mit hjerte slog ukontrolleret. Jeg banede mig hurtigt vej igennem flere grene, kom til et åbent område og kunne se stien nu.- Er halskæden forbandet? Var det eneste, at jeg kunne tænke, imens jeg banede mig vej helt ud til stien. Jeg satte i løb hjemad…

Kapitel 5

September år 1915

Jonathan havde en tung uro i sig. Han var svimmel, og gik hen til hulen, her skænkede han et glas vand fra dunken. Han satte sig på jorden, og sundede sig, imens han drak yderligere to glas vand. Derpå gik han tilbage til stedet, hvor han havde kløvet brænde, og begyndte fraværende at stable brændestykkerne. Nedefra og op skabte han langsomt men målrettet en brændestak i en cirkel. Hans tanker gik i ring omkring den unge pige, på samme måde som hun kredsede rundt og rundt om sig selv. På hans hud lå sveden som dugdråber en efterårsmorgen. Nu var cirklen sluttet, men der var stadig noget brænde i overskud. Med det brænde der var tilbage, skabte han tre Tér ud fra cirklen, så der var dannet et tegn. Han kiggede på brændestakken med den særegne form. Jonathan sagde højt: – Hvis stjerner havde øjne og så ned på jorden nu, ville de se tegnet, som det skal ses, cirklen med de tre Tér. Der kom pludselig en række kraftige vindstød. Pindsvinet bevægede sig langsomt hen til ham, og kiggede op på ham på en sær måde…

Kapitel 6

Oktober år 1915

Jonathan tog tekruset med sig, og satte sig ned til vandkanten. Klokken var omkring 19. Det var helt mørkt. Han kiggede på månen. En gådefuld lysende kugle, der kastede genskin fra sig som ramte vandets mørke og spejlblanke overflade. Lille Klump kom helt hen til ham og kiggede op på ham. pindsvinet var endnu ikke gået i dvale i sin rede under træstammen. Det undrede Jonathan, at det ikke var faldet til ro endnu. Han vidste, at vinterdvalen er en meget dyb og vigtig søvn ledsaget af dybdegående ændringer i dyrets fysiologi. Hjerteslaget falder fra 180 slag i minuttet til 20 slag eller mindre. Vejrtrækningen ophører næsten helt og legemestemperaturen daler stærkt. Han blev et øjeblik bekymret for, om der var noget galt med Lille klump. Han tænkte på, at han måtte vente lidt med at sætte åleruser, som han altid satte 3 dage efter fuldmåne, det var der ålene trak. Ålene bevægede sig altid om natten, det gjorde han også selv nogen gange, han nægtede nemlig at betale for at sætte bundgarn og åleruser ud for husmandsstederne, som man ellers skulle. Derfor sejlede han ofte ud og satte åleruser, når natten var faldet på. Hybenrosernes stærkt rosa blade der tidligere havde dækket områder af jorden, var erstattet af svagt gule blade. Det var klamt og køligt i luften. Jonathan gik tilbage og kravlede ind i hulen, hvor han følte sig tryg.Tryg ved at sove i naturen, på hans egen ø. Han lagde sig ned under det varme tæppe. Han faldt hurtigt i en dyb søvn…

Kapitel 7

Oktober år 2015 

Jeg havde en voldsom hovedpine og følelsen af sten der skurrede imod hinanden i mit blod. Mekanisk tog jeg tøj på, trusser, bh, bluse, sokker og jeans. Til sidst rakte jeg ud efter guldmedaljonen, som jeg altid bar. Jeg havde fået den af min mor, da jeg var lille. Den var mit eget lille skjold. Jeg åbnede smykkelåsen, og hægtede halskæden sammen omkring min hals. Jeg så øjnene med havets dybder fra min drøm for mig, jeg prøvede at skubbe billedet af dem bort. Jeg måtte gøre noget fysisk og begyndte til trods for hovedpinen at sortere mine ting. Jeg gennemgik først mit tøj stykke for stykke. Jeg lavede to bunker, en til genbrug, og en med det jeg ville beholde. Jeg kasserede det meste af mit tøj bortset fra to par af mine yndlingsjeans og nogle bluser. Jeg tænkte over hvor få ting man har brug for, for at overleve. Tøj til at holde varmen i, en kniv, måske enkelte køkkengrejesting, jeg smed nogle små nips ned i en sort plastiksæk, efter dem fulgte en masse gamle tegninger. Jeg nåede til en lille kasse, og åbnede den. Det første mit blik faldt på var glaskuglen fra Lucy, jeg havde fået den af hende til min fødselsdag sidste år.Jeg tog den forsigtigt op af kassen. Inde i kuglen stod to kridthvide engle tæt sammen inde i et hjerte. Jeg rystede kuglen. Nu dalede der ned over englene bittesmå glimmerfnug i violette og grønne glimt. Jeg vendte kuglen om. I bunden stod der: ”Vi skal altid være veninder. Kærligst Lucy” og så var der tegnet et hjerte med rød sprittusch. En sorg så mørkt som blødt vand skyllede ind over mig…

Kapitel 7 

Oktober år 2015 

Jeg var i god tid, for jeg skulle først møde sent i skole, derfor besluttede jeg at trække cyklen langs vandet. Den sædvanlige rute, nedad vejen til venstre, ud på asfaltstykket. Forbi første værft. Jeg nåede hurtigt hen til det lille fiskerhus, hvor jeg stillede cyklen fra mig. Huset var sort bygget af træ. En båd med bunden i vejret udgjorde det for taget. Vinduerne var malet hvide. Jeg overvejede om der var noget særligt derinde, huset var altid aflåst med en mellemstor hængelås på døren. Jeg tog mit spejlreflekskamera op af tasken, og satte mig på bænken ved siden af huset. Man opdagede næsten altid nye detaljer igennem kameraet. Jeg tog linsecapen af og tændte det, derpå fangede jeg en bådebro og havet. Jeg drejede kroppen og kameraet. Søgte rundt. Jeg zoomede ind på hængelåsen, hvor en fed edderkop havde skabt et edderkoppespind. Jeg knipsede et par billeder, og pakkede kameraet væk igen. To vildgæs fløj henover hovedet på mig. Solen brød igennem skydækket, og der red sølvstjerner på bølgerne, indeni mig skyllede bølger af rastløshed rundt, med voldsom kraft. Hvad er mit egentlige mål? tænkte jeg, og plukkede et hyben, trykkede på det, det åbnede sig, så man kunne se kernerne. Jeg kiggede på fiskerhuset. Jeg smed hybenet fra mig og rejste mig. Jeg kiggede ind af det runde vindue i døren. Vinduet var mat af støv, og der var spindelvæv på det ligesom på de andre to ruder. Spindelvævet klæbede til mit pandehår, det ramte panden og næsen. Jeg lod hånden glide over ansigtet i en hurtig bevægelse og fjernede spindet. Jeg kunne ikke se så meget igennem ruden, der var mørkt derinde. Jeg flyttede mig hen til det højre vindue, her igennem kunne jeg skimte et billede af forskellige knob, en bunke med fiskenet, et reb, en grøn termojakke og nogle fender. Jeg trådte et skridt tilbage. Noget bevægede sig inde bag ruden. Var der nogen derinde…

Kapitel 9

Oktober år 1915

Jonathan åbnede bøtten med terpentin, det lugtede kraftigt, han rengjorde penslen omhyggeligt. I det samme hørte han noget flakse bag sig. Han vendte sig om i et pludselig ryk, stadig med penslen i hånden. Noget bevægede sig i luften længere borte. Hvad var det? Var det en fugl? Der opstod pludselig en tågedis. Jonathan kneb øjnene sammen. Han havde troet, at han kendte alle fuglene i området, men ikke den her. Den var abnormt stor. Den flaksende lyd var voldsom. Dyret kom ikke helt tæt på ham, og det var svært for ham at se på grund af den tykke tåge. Forholdsvis hurtigt var dyret borte igen. Jonathan havde stået helt stille da det passerede, og han blev fortsat stående som naglet til jorden. Selvom dyret var ude af syne blev han bare ved med at stå og se ind i den tunge tåge. Men efter en rum tid bevægede han sig, og tørrede penslen, en ekstra gang af i en klud. Han flyttede maleriet med den ensomme stenbygning bort fra staffeliet. Han stillede et rent lærred op, som han netop havde spændt op tidligere på dagen. Han tog et stykke kul og med sikker hånd, skitserede han fuglen han lige havde set…

(Okay, jeg ved endnu ikke, hvad den endelige fortællemåde bliver, men nu prøver jeg noget af. Jeg skifter fra jeg-fortæller til alvidende fortæller hele vejen igennem. Jeg ser nogle plusser i begge fortællemåder.)

Kapitel 10 brudstykke 1

Oktober år 2015

Laura løb ned i skoven. De rødbrune blade raslede hver gang, hendes løbesko taktfast ramte jorden. Efteråret havde altid været den årstid, som hun mindst brød sig om, men det havde været mildt indtil nu, mange farver, ikke megen blæst. Hun satte tempoet op.

Da hun efter lang tid med højt tempo endelig standsede inde i trætunnelen, tjekkede hun distancen på telefonen, hun havde løbet 11 kilometer. Laura så over på øen med alle fuglene og de døde træer. Det var som at kigge ind i et eventyr. Solen kastede guddommeligt lys fra sig. Tågedis i skønne hemmelighedsfulde slør gjorde øen dragende. Hun faldt et øjeblik i staver over det smukke syn. En flaksende lyd over trætunnelen, fik hende til at se op…

Jeg har besluttet, så vidt muligt, at poste noget hver dag i december. I teksten nedenfor ser Laura det samme mærkelige syn, som Jonathan har oplevet.

Kapitel 10 brudstykke 2

Oktober år 2015

Trækronerne bar stadig blade, der hvor hun stod. Den rå og flaksende lyd var lige over hende. Vingeslag i en hård og ubarmhjertig bevægelse rev bladene af træernes skønne farvede kroner. Igennem træerne ud imod vandet, kunne hun skimte noget mørkt, noget stort, på størrelse med et menneske. Det fortsatte udover vandet, og var meget hurtigt borte. Laura stod som forstenet, og stirrede ind i det, der for et øjeblik siden var eventyrlig morgendis, men som på et øjeblik var forvandlet til en mur af tung tåge og mærkelige skygger…

Da Laura kom hjem skrev hun:

LOVE and LIGHT WILL ALWAYS WIN

Sometimes it’s cloudy

Sometimes it’s foggy

Sometimes it’s dark

But LIGHT is STRONGEST

LOVE is STRONGEST

LIGHT will always WIN

LOVE will always WIN

LIGHT and LOVE will WIN FOREVER

 

Kapitel 11 brudstykke 1

November år 1915

En lugt af fisk lå som et usynligt slør udenom hulen. Det var mest fladfisk, der var gået i nettet denne novemberdag. Jonathan havde netop flået dagens fangst. Om natten var drømmen kommet tilbage til ham, men den var endt anderledes end den plejede. Han tænkte på drømmen:

En ung pige står bag en tyk glasvæg. Hun har lagt rødt hår. Hendes hud er lys med et svagt blåligt skær som månelys på vandet. Hun har smalle grønne øjne. Jonathans blik fortsætter, halsen er lang og smal, brysterne mellemstore og hun er forholdsvis høj. Han begynder at tale til hende: – Vi skal mødes du og jeg. Der er noget vi skal løse sammen, siger han indtrængende. Han holder en pause og gentager sætningen. Men ordene når hende ikke, kan han se. Med svagt rynkede bryn ser hun spørgende på ham…

Kapitel 11 brudstykke 2

November år 1915

– Vi skal mødes du og jeg. Han messer ordene, men ingenting hjælper det. – Der er noget vi skal løse sammen. Han gør sig umage med at forme hvert ord, han taler højere og mere tydeligt. Han kan se på hende, at hans stemme ikke trænger igennem glasset. Nu lægger hun først den ene hånd imod glasvæggen, og så øret. Han kan se hvordan hun maser, som om hun forsøger, at bryde den gennemsigtige mur. Han kan se hvordan blodet presses væk, øret og hånden mister farven, og bliver let rødligt i kanten, fordi hun presser så hårdt. Men nu kommer der en revne i glasset, små veje forgrener sig i uforudsigelige ruter og glasvæggen er brudt…

Kapitel 12 brudstykke 1

November år 2015

Laura kiggede ud af vinduet, det var begyndt at sne. En let hvid snedyne dækkede hurtigt haven. Hun stirrede på en rosenplante, den blomstrede stadig midt i den nu hvide verden. Det var eftermiddag. Hun trængte til frisk luft, tog overtøj på, og gik ud i haven. Hun stillede sig ved fyrretræet, og så på rosen i sneen. Hun drejede hovedet og opdagede nogle små spor der krydsede græsplænen, de var på størrelse med et pindsvins fodaftryk. Hun rynkede brynene, normalvis ville et pindsvin rulle sig sammen til en lille pigget klump og gå i vinterhi. Måske var det slet ikke et pindsvin? Med undren begyndte hun at følge sporene, hvor mon de førte hende hen? De begyndte fra buskadset, og førte hende tværs over haven og over til hækken. Hun skubbede nogle grene til side, og kom via et hul i hækken ud på fortovet, som hun fulgte et stykke. Aftrykkene i sneen var tydelig, fine og små, Laura fornemmede en stærk målrettethed i dem, de fortsatte ned ad bakken imod vandet. Hun var nu nede ved det stille og mørke hav. Sporene blev ved ad stien til venstre, forbi værftet der lå stort og dødt uden lyd og lugt. Lige ud for fiskerhuset med bådtaget, hørte sporene op. Hun stoppede op med en vis afstand til huset. Døren stod på klem. Mon dyret var gået derind?

Kapitel 12 brudstykke 2

November år 2015

Gad vide hvem der egentligt ejede huset? tænkte Laura. Hun vendte sig, og så ud på vandet. Det var skumring. Da hun igen vendte sig, fór hun sammen. Der sad en ung kvinde på bænken ved siden af huset. Hun var køn, men der var noget der ikke stemte overens. Hendes lange hår var helt hvidt, og hun så ikke ud til at være andet end en anelse ældre end Laura, som trak sig en smule baglæns. Hun genkendte ikke kvindeansigtet som et af dem der normalt færdes på stien. Hvem var hun? Hvad var det her? Kvinden så indgående på Laura. Laura betragtede hende, og var på en gang bange og nysgerrig. Der var noget dejligt, noget mildt over hende, men på samme tid havde hun et meget mørkt blik. Kvinden rejste sig og åbnede døren helt indtil det lille fiskerhus. Hun stillede sig i døråbningen, og begyndte at tale. Laura bemærkede det med det samme, måden hun talte på, var klingende, som havde hun en ukendt svensk dialekt. Det var ligesom hun sang, når hun talte. Der var noget i ordene og stemmen der forførte. – Kom med, sagde hun, og rystede det lange hvide hår, hun gentog ordene – Kom med. Laura tøvede. I det samme føg en sætning som Lucy tit havde sagt, igennem hendes hoved: – Spring derud hvor det er dybest…

Kapitel 12 brudstykke 3 brudstykke

November 2015

…Måske havde hun ret, og Laura følte ikke, at hun havde noget at miste efter Lucy ikke var her mere. Hun fulgte efter kvinden, og trådte ind i fiskerhuset, der var meget større indeni end det umiddelbart så ud til udefra. Første rum var ganske simpelt. Trævægge, et gammelt gulvtæppe. Det viste sig at der var endnu et rum, som kvinden gik videre ind i. I rummet der til forveksling mindede om det første, stod en grøn petroleumslampe på et bord. Der var et lille gasblus, hvorpå der stod en gryde og dampede. Kvinden rørte i gryden.  – Jeg kan hjælpe dig til at møde din veninde, Lucy igen. Laura tænkte, hjælpe mig til at møde Lucy? Det virker usandsynligt. Den unge kvinde rystede igen det lange hvide hår og fortsatte: – Men først skal du samle et tegn. Du skal lægge mærke til detaljer. Du skal inden det bliver august igennem 3 udfordringer. Kvinden løftede hovedet nærmest knejsede med nakken, gik helt hen til gasblusset, og dryssede noget der lignede tragtformede pigæbleblomster og tørrede brændenælder ned i den dampende gryde. Hun rørte rundt med bløde bevægelser. Laura sad helt stille, hun turde ikke røre sig. Kvinden tog et krus, og fyldte det med grydens dampende væske. – Drik denne te…

Kapitel 12 brudstykke 4

November 2015

Kvinden rakte hende kruset. Laura rejste sig, og tog imod det. Væsken var kogende varm. Selvom blomsterne havde været lilla, var væsken svagt gullig. Laura satte sig igen. Tøvende så hun ned i kruset. – Det er bare te, du kan roligt drikke den, sagde kvinden på én gang blidt og insisterende. Laura nikkede. Og tænkte: Bare te? Skal jeg løbe væk? Omvendt var hun nysgerrig. Hun førte kruset til munden. Det brændte en smule på hendes læber. Hun smagte forsigtigt på teen, som på en gang smagte sødeligt og surt, kogende varmt men alligevel koldt, stærkt krydret men samtidig mildt. Laura sank, og tog igen kruset til munden, snart havde hun drukket hver en dråbe. Et øjeblik sad hun bare, og så ind i petroleumslampens skær. Hun havde en varm følelse i kroppen efter at have indtaget drikken. Kvinden gik ud af rummet. Laura rejste sig, hun var ør i hovedet, men fulgte efter kvinden. De kom udenfor igen. Det var blevet tåget. Lauras blik blev fanget af 3 graners mørke silhuetter. Al ting synes pludselig så uvirkeligt for hende. Kvinden spejdede et øjeblik ud over det blikstille mørke havvand, som overvejede hun noget en ekstra gang. – Kom, sagde kvinden, og gjorde et kast med hovedet imod en sort spand der stod på jorden. Laura gik med over til den. Hun satte sig på hug, og så ned i den. Vandet deri var af en eller anden grund ikke frosset til is, selvom der lige var faldet sne. Vandoverfladen var spejlblank og næsten sort, kun farvet en anelse af fuldmånens skær. I spanden tonede et utydeligt ansigt frem…

Kapitel 12 brudstykke 5

November 2015

Det var ansigtet fra hendes drøm. Det var ham. Ansigtet kiggede op på hende igennem vandet. Hun bøjede sig ned mod spanden, og betragtede ansigtet. Hvem er du? hviskede hun. Hans mund bevægede sig, men lyden trængte ikke op til hende, ordene blev under vandets overflade, han ville hende noget. Han vækkede en masse sælsomme følelser i hende. Det var meget tåget nu. Laura havde helt glemt kvinden, og ville rejse sig, men tumlede om på jorden, som om nogen skubbede hende. Det hele gik så stærkt. Tågen var næsten borte. Kvinden var ingen steder at se. Laura sad nogen tid på jorden midt i sneen. Der løb en kuldegysning nedad ryggen på hende, som havde knust is fundet ind i hendes rygrad. Hendes krop var i en slags choktilstand. Hendes vejrtækning var anspændt. Hvem var han? Hvorfor ville han i kontakt med hende? Hvad var det der satte dem i forbindelse med hinanden? Hun følte sig utilpas, og var meget mat i kroppen. Det havde været et voldsomt syn, så uvirkeligt, og alligevel vidste hun, at hans øjne havde set direkte på hende op igennem det mørke spejlblanke vand. Det spændte i hendes bryst. Hun sank, tågen fortog sig helt. Værftbygningen som hun kunne se hen på derfra, hvor hun sad, virkede lige pludselig meget voldsom og skræmmende. Hendes blik blev igen fanget af de 3 graners silhuetter, de synes pludselig endnu større end før. De tårnede sig uhyggelige uvirkelige op. Laura tænkte: – Hvorfor fulgte jeg de spor? Hun sad stadig i den kolde sne. I tanker tog hun hånden op til munden, hun kom til at bide sig selv i den ene kno, det gjorde ligesom hun kom til sig selv. Hun var virkelig bange, ingen kunne fatte hvor bange hun var. Laura dirrede over hele kroppen af frygt og kulde…