Glasvæggen Kapitel 1

Glasvæggen

Kapitel 1

August år 2015

Duften af hybenroser og havvand blandede sig med sensommerens skønhed og strejf af melankoli. Jeg gik ad stien med perlesten. Hvide sejl lyste på det skumringsblå vand. Det var en sjælden smuk aften i slutningen af august, sådan en som man kunne få lyst til at forsvinde dybt ind i. En guldsmed fløj forbi. Den standsede et øjeblik ud for mit ansigt, og så på mig med store øjne. Jeg tænkte, at det virkede som om, det eventyrlige insekt havde en vigtig meddelelse at overbringe mig. Jeg kom til at tænke på Lucy. Savnet skar i mig, jeg kunne for mit indre øre høre hendes let hæse stemme sige: – Det er typisk dig Laura, at opfatte en guldsmed som et tegn. Jeg så hendes ansigt for mig, de mørke lige bryn, og under dem de næsten sorte øjne, og jeg hørte hendes latter, som en spøgelsesbilist havde gjort en ende på fra det ene øjeblik til det andet. Tabet af min eneste tætte veninde, tyngede i mig. Jeg ville gøre alt for at få Lucy at se igen. Sidste gang jeg så hende var vi uvenner. – Gid vi kunne mødes igen og sige undskyld, hviskede jeg, men Lucy var over på den anden side nu, i en ny verden. Mine tanker gled over på mine gamle klassekammerater. Først på sommeren var jeg flyttet fra København til en lille ø, sammen med mine forældre, min far havde fået nyt job. I august var jeg begyndt i en ny klasse, jeg havde svært ved at finde mig til rette iblandt de nye klassekammerater, der var ingen som Lucy.

Guldsmeden fløj videre, og jeg fortsatte i samme retning, fulgte stien langs vandet og nåede trætunnelen, som jeg havde døbt den, over mit hoved sluttede træernes kroner helt tæt sammen, og skabte en hemmelighedsfuld passage, der førte mig til et gammelt bindingsværkshus, der lå øde hen ved siden af en lille strand, som jeg standsede ved. Jeg tog skoene af, og gik på bare fødder ud på sandet, der stadig var lunt. Jeg gik helt ned til vandkanten, hvor vandmænd flød rundt imellem tang. Jeg satte mig ned, og samlede mit hår i en fletning. Vandet var klart og stille. Så stille. En tre masters skonnert gled forbi i det fjerne. Derfra hvor jeg sad, kunne jeg se lige over på en anden lille ø. På min ø var der mange huse, men øen jeg så over på var kun beboet af fugle. Træerne på den lille ø var gået ud på grund af de store skarvkolonier, der holdt til der, som vildfarende sjæle sad de mørke fugle i de blege og døde træer. Der kom spredte fugleskrig fra øen. Så mærkelig en ø det var, tænkte jeg. Efter en rum tid tog jeg skoene på, og rejste mig. Jeg gik tilbage i samme retning, som jeg var kommet fra. Der var markant mørkere inde i trætunnelen end uden for den. En mørk skabning løb op fra vandsiden og krydsede stien foran mig. Dyret eller hvad det var, forsvandt ind i det lille skovområde. Det virkede væsentligt større end en kat og det lignede heller ikke en ilder. Måske var det fordi jeg gik i mine egne tanker, eller også havde den mørke skikkelse virkelig ikke haft silhuet som et dyr jeg kendte. Skabningen var løbet over stien et pænt stykke fra mig, og havde en aflang krop. Omridset af hovedet var svært at skimte på grund af mørket…