Kapitel 2

Kapitel 2 

August år 2015

Jeg gik videre igennem trætunnelen. Jeg kunne mærke, at jeg var blevet en smule anspændt, det irriterede mig. Da jeg nåede hen til det punkt, hvor dyret havde krydset stien, kiggede jeg op i skovområdet. Der var intet at se udover de sædvanlige nedfaldne grene og blade, men så opdagede jeg en gammel låge, som jeg aldrig havde bemærket før. Jeg standsede og iagttog den. Den stod inde bag et vildnis af grene og blade. Min anspændthed forsvandt, og jeg gik nærmere og kiggede. Lågen var af jern, tre kvadrater uden på hinanden, der var flager af afskallet irgrøn maling på den. Det var svært at komme helt hen til den på grund af buskadset udenom. Jeg kæmpede mig ind i buskadset, en gren svirpede hårdt ind på min kind, per refleks tog jeg hånden op til kinden, men smerten fortog sig med det samme. Nu stod jeg helt ud for lågen, den måtte have ført ind til en gammel have for mange år siden, der groede stokroser i lilla nuancer lige bag den. En brumbasse summede. Til venstre side strakte et træ med røde modne æbler sig. Der lå noget under træet. Jeg lænede mig fremad. Det var et smykke, kunne jeg se. En halskæde. Jeg ville gerne vide, hvad det var for en halskæde der lå der i skovbunden. Jeg kunne ikke gå uden om lågen, for der voksede et vildt krat med torne uden om den, til begge sider. Jeg tog i lågen, den gav sig ikke. Jeg lagde mig på knæ, bukkede mig fremad, og rakte hånden ind igennem lågens kvadrater, men selvom jeg strakte mig så meget som muligt, kunne jeg lige præcis ikke få fat i halskæden. Jeg rejste mig, og børstede jord og nedfaldne blade af, der klæbede til mine bare knæ. Jeg ville ind ad lågen, men besluttede først at gå tilbage til stien, og tjekke om der var nogen mennesker, det var for underligt, hvis nogen så, at jeg stod derinde i vildnisset, og prøvede at komme ind af en gammel låge. Jeg var desuden usikker på, om det var privat grund. Jeg var tilbage ved stien, og spejdede til begge sider. Der var ikke et øje at se lige nu. Alt var stille, kun en lille sort fugl sad og sang øverst i et træ. Fast besluttet gik jeg tilbage, med skulderen og siden til skubbede jeg mig ind igennem grene, der igen svirpede ind på mig, og greb ind i mit hår som dyreklør. Gad vide hvad det var for et smykke? Jeg var ud for lågen igen, og greb om den, lågen gav sig ikke ud af stedet. Der passerede en løber forbi på stien, jeg stod helt stille. Løberen så mig ikke, og da han var borte, frigjorde jeg mig fra grenene. Jeg gav ikke op, sådan havde jeg det altid, hvis jeg virkelig satte mig noget i hovedet. Jeg lagde i et sidste forsøg al min vægt i. Den gik op, jeg fik overbalance, og faldt forover, men i en hurtig bevægelse nåede jeg at gribe fat i kanten af lågen. Jeg var inde på den anden side nu, lige ud for halskæden. Jeg satte mig på hug, samlede smykket op, og studerede det omhyggeligt. Det var et meget særpræget smykke, det hang i en virkelig kraftig kæde. Vedhænget var en cirkel hvor ud fra der strakte sig tre T’er, det var tungt, faktisk noget tungere end jeg umiddelbart havde troet, som rummede det meget tunge byrder. Smykket var hverken af sølv eller guld, det lignede kobber. T’erne havde den karakteristiske grønlige farve, som kobber kan få, når det bliver gammelt og oxideret. Jeg overvejede hvad T’erne stod for. Jeg fik en underlig besk smag i munden. Jeg blev ved med at holde smykket i hånden, imens jeg så mig rundt. Jorden var dækket af blade og efeu. Jeg flyttede på mig, under min ene fod, knækkede en gren med en tør lyd. I det samme så jeg en pigget klump, et lille pindsvin, der kort tid standsede og kiggede op på mig med et par besynderlige øjne, derpå pilede det forbi lige ved min fod, der hvor grenen netop var knækket. Det fortsatte ind i et vildnis bag en lille træstamme, der lå ud for et æbletræ. Den beske smag blev ved at være der. Jeg følte mig ør i hovedet af alle de indtryk aftenen havde kastet af sig. I det samme begyndte halskæden i min hånd at brænde, den var gloende hed, og jeg slap den per refleks, i min iver efter at komme af med den, kom jeg til at slynge den af sted, så den forsvandt ind i vildnisset, hvor pindsvinet var pilet ind tidligere. Det var ikke til at se hvor den landede, og nu blev jeg utryg ved stedet. Jeg havde ikke lyst til at være inde i skovområdet længere. Mit hjerte slog ukontrolleret. Jeg banede mig hurtigt vej igennem flere grene, kom til et åbent område og kunne se stien nu.- Er halskæden forbandet? Var det eneste, at jeg kunne tænke, imens jeg banede mig vej helt ud til stien. Jeg satte i løb hjemad…